Banker nedtoner krisen: Kunderne har det overraskende godt
Virksomhedernes sundhedstilstand har overrasket banker og erhvervsorganisationer. Det øger sandsynligheden for, at Danmark slipper for en hård økonomisk nedtur.
Det går overraskende godt for landets virksomheder, og det skaber en stigende tro på, at Danmark undgår en hård økonomisk nedtur.
Sådan lyder meldingen fra flere banker og erhvervsorganisationer. En af dem er Ringkjøbing Landbobank, som tirsdag opjusterede forventningerne til overskuddet i år med 200 mio. kr.
Banken forventer nu at tjene 1,4 til 1,8 mia. kr. i 2023, men det mest interessante i opjusteringen er ifølge topchef John Fisker, at kunderne har det godt, og at tabene fortsat er på et lavt niveau.
»Det stærkeste i vores opjustering er, at vores kreditbog er usvækket stærk. Kunderne er robuste i det uvejr, de kører ind i,« siger John Fisker, adm. direktør i Ringkjøbing Landbobank.
Han understreger, at den økonomiske opbremsning fortsat er i gang, og at boligpriserne skal længere ned i dyre områder som København og Aarhus.
»Så jeg er ikke i gang med at tale om jubel. Men jeg forventer ikke en hård recession. Når vi overhovedet ingen tab og hensættelser har efter et kvartal, som det vi lige har været igennem, så viser det, at kunderne evner at tilpasse deres forbrug ret godt,« siger John Fisker.
Konkurrenten Jyske Bank peger på, at dansk erhvervsliv har fået det bedre de seneste måneder. Bankens erhvervskunder var mere bekymrede for et halvt år siden, end de er i dag, oplyser erhvervsdirektør Rune Møller. Ikke mindst eksportvirksomhederne har fået det bedre.
»Der har været et tydeligt niveauskifte i optimismen hos vores eksportorienterede virksomheder på grund af deres ordretilgang. Der er tale om et markant hop i optimismen. De melder om klart bedre muligheder for at afsætte deres varer nu end for tre måneder siden,« siger Rune Møller.
Han hæfter sig også ved, at virksomhederne ikke trækker mere på deres kreditfaciliteter, hvilket indikerer, at de ikke oplever særlige problemer. Han ser heller ingen stigning i restancerne, og bankens indlån vokser.
»Enkelte kunder er ramt, men lige nu tegner der sig overordnet set et ganske fornuftigt billede. Det kan man også se i beskæftigelsestallene. Så det ser ud, som om vi kommer godt igennem denne periode,« siger Rune Møller.
Det betyder dog ikke, at krisen kan afblæses, påpeger Jyske Bank.
»De mørke skyer er ikke væk. Så der er en usikkerhed om, hvordan det kommer til at gå. Men optimismen er blevet større. Rigtig mange havde nok forventet, at det ville se dårligere ud nu, end det rent faktisk gør,« siger Rune Møller.
Som mange andre vurderer han, at den mørkeste sky helt klart er inflationen. Selv om den er faldet flere måneder i træk, er den stadig for høj. Det afgørende spørgsmål er derfor stadig, om centralbankerne får has på den.
»Vi bliver ved med at få renteforhøjelser fra centralbankerne, indtil vi får bugt med inflationen. Spørgsmålet er, hvor hårdt det får økonomien til at bremse op. Men jo længere tid der går med en glidende tilpasning, jo større er sandsynligheden for, at vi kan komme fornuftigt igennem dette,« siger Rune Møller.
Usikkerheden blev også understreget i en ny økonomisk prognose, som IMF sendte på gaden tirsdag. Her advarede Den Internationale Valutafond om risikoen for en »hård landing« for den globale økonomi, hvis bekæmpelsen af den høje inflationen tvinger centralbankerne til at holde renterne oppe igennem længere tid. IMF spår ligeledes, at væksten på en række af Danmarks vigtigste eksportmarkeder, Tyskland, Sverige og Storbritannien, går i minus i 2023.
Nordea peger på, at coronapandemien lærte danskerne at sætte tæring efter næring, og at der igennem flere år er opbygget en stor opsparing i samfundet. Sammen med et stærkt arbejdsmarked er det ifølge storbanken væsentlige årsager til, at der stadig ikke er udsigt til krise.
»Vi har stadig stærke privatkunder og stærke virksomhedskunder. Så vi ser ikke tegn på krisen, som vi ellers nok havde forventet for et halvt år siden. Vi står stærkere nu, end vi havde forventet,« siger Mads Skovlund, direktør i Nordea, som udtaler sig på baggrund af bankens kundedata til og med årsskiftet.
Landets største bank, Danske Bank, genkender i høj grad billedet af, at der har været fremgang at spore de seneste måneder og specielt den seneste måned.
»Vores tal peger på, at privatforbruget normaliserede sig i marts. Så der er forårstegn derude,« siger Christin Tuxen, erhvervskundedirektør i Danske Bank.
I efteråret var Danske Bank bekymret for, hvordan det ville udvikle sig. Det har ændret sig.
»Vores økonomer er relativt optimistiske. Væksten skal ned, men vi er ikke bekymret for, at den markedsuro, der tegnede sig, da Silicon Valley Bank gik ned, breder sig til realøkonomien. Det tyder på, at den finansielle uro er afskærmet fra den rigtige økonomi, og virksomhederne er over en bred kam i god gænge,« siger Christin Tuxen.
Hun brugte ugen før påske på at besøge flere af bankens kunder inden for logistik, shipping og transport.
»De genkender billedet af, at aktiviteten er ved at komme tilbage til normalen. Der er stadig fokus på, at lagre skal bringes ned, men det er en udløber af de unormalt store lagre, som blev opbygget under coronaen,« siger Christin Tuxen.
Hun er dog stadig splittet, når hun skal svare på, om den økonomiske nedtur ikke bliver så slem, som de fleste frygtede sidste år, eller om den store nedtur bare er forsinket, men på et senere tidspunkt vil ramme med fuld styrke.
»Vi ser flere positive tegn, men det her er ikke nødvendigvis ovre, for vi har set en markant udhuling af folks realindkomst. Selv om inflationen stopper med at stige, har vi etableret et højere prisniveau end for et år siden. Det skal gøre ondt på aktivitetsniveauet. Så vi er ikke ude af skoven endnu, og vi opfordrer virksomhederne til at holde en fast hånd på rattet. Men forhåbentligt bliver det ikke så slemt, som vi frygtede for et år siden,« siger Christin Tuxen.
Ligesom bankerne er landets største erhvervsorganisation, Dansk Industri (DI), overrasket over, at det går bedre på nuværende tidspunkt end forventet.
»Tilbagegangen på arbejdsmarkedet er kommet senere, end alle havde forventet. Derfor giver det mening, at en del virksomheder står et bedre sted nu, end vi frygtede for et halvt års tid siden,« siger Morten Granzau Nielsen, vicedirektør i DI.
Det ændrer dog ikke på, at dansk økonomi ifølge DI er på vej ned. Erhvervsorganisationen tror mere på en blød end en hård landing, men påpeger, at usikkerheden lige nu er ekstraordinær stor.
»Der er klare tegn på, at vi har en nedgang i konjunkturfølsomme brancher som byggeriet og i restaurant- og hotelbranchen. Men nedturen er blevet udskudt, i forhold til hvad vi havde forventet - især på arbejdsmarkedet. Vi forventer ingen dommedagsscenarier, men vi kigger ind i en periode med tilbagegang for økonomien og en stigende arbejdsløshed,« siger Morten Granzau Nielsen.
Erhvervsorganisationen Dansk Erhverv er enig i, at virksomhederne er blevet mere optimistiske i år.
»Jeg tror, at det i høj grad skyldes energi og forsyningssikkerhed. Inden vinteren var der store bekymringer for, at der ville komme rationeringer på energi. Det er ikke sket. I stedet er priserne faldet kraftigt,« siger Kristian Skriver, seniorøkonom i Dansk Erhverv.
Han peger på, at der også har været en bedring og stigende optimisme i Tyskland, som er et af Danmarks store eksportmarkeder.
»Vi oplever ikke jubeloptimisme hos virksomhederne. For vækstpotentialet er ikke specielt stort, og vi har stadig bekymrede forbrugere. Men sandsynligheden for at vi får en blød økonomisk landing er blevet større,« siger Kristian Skriver.

