Ældre kvinde overførte 416.665 kr. til svindlere: Banken dækker ikke tabet
Forbrugerrådet Tænk og Ældre Sagen vil have ændret loven efter endnu en sag, hvor en kvinde blev ringet op af falske politibetjente og en falsk bankmand. Det Finansielle Ankenævn er netop kommet med en afgørelse i sagen.
Det kan være dyrt at være godtroende, og er man blevet narret til at overføre hundredtusindvis af kroner til en svindler, er der ingen hjælp at hente fra banken.
Det har en 82-årig kvinde lært på den hårde måde. Hun klagede over banken til Det Finansielle Ankenævn, som netop er kommet med en afgørelse.

