Holdt fanget og tvunget til at udføre onlinesvindel: Over 1000 personer reddet i Filippinerne
Over tusind personer fra flere asiatiske lande er blevet reddet i Filippinerne.
Filippinske myndigheder har reddet 1.090 personer fra forskellige asiatiske lande, der er blevet holdt fanget og tvunget til at udføre onlinesvindel.
Den seneste måned har der været bekymringer fra international side over svindelnumre fra Filippinerne og de omkringliggende lande.
Svindlerne prøver ofte at få folk til at investere i opdigtede krypto-valuta-projekter, skriver AFP.
Michelle Sabino, en talskvinde for den filippinske nationale politistyrkes anticyberkriminalitetsgruppe, fortæller, at betjente ransagede en række bygninger torsdag i Mabalacat by, omkring 90 kilometer nord for Manila.
Ifølge talskvinden blev ofrene tvunget til at angribe intetanende mennesker i USA, Europa og Canada. Deres pas blev konfiskeret, og de blev tvunget til at arbejde op til 18 timer om dagen, med lønfradrag for interaktion med kolleger eller længere pauser.
De fleste ofre var af kinesisk nationalitet, mens de resterende kom fra de omkringliggende lande.
Mindst 12 formodede bagmænd er blevet anholdt og vil blive sigtet for menneskesmugling. De omfatter syv kinesiske statsborgere, fire indonesere og en malayser.



