Lars Tvede i voldsom nedtur: Fond falder 42 pct. på to år
Investorens fond Atlas Global Macro har haft en »uventet hård« start, erkender Lars Tvede.
Det var ikke den start, han havde håbet på. Lars Tvedes hedgefond Atlas Global Macro kom ellers godt fra land, da den så dagens lys for to år siden. Dengang havde omtrent 1100 investorer givet tilsagn om interesse i fonden, skriver mediet Euroinvestor.
Projektet er drevet af Lars Tvedes egen investeringsstrategi, som han tidligere har fortalt, har outperformet markedet med 4,5 pct. de seneste 22 år.
Indtil for nylig stod på fondens hjemmeside, at Lars Tvede og fonden selv ville være tilfredse, hvis fonden over en 7-årig periode leverede et afkast på mellem 15-30 pct. om året. Men siden Atlas Global Macro blev startet op er den løbet ind i det ene uvejr efter den anden - både på markederne, i medierne og blandt investorerne, og fonden er således faldet med 42 pct. de seneste to år.
Til mediet kalder Lars Tvede situationen »frustrerende«, og at han fortryder de investeringer, der har givet tab. Han er dog ikke umiddelbart klar til at bakke ud af projektet.
»Jeg tror på Atlasprojektet, selvom starten har været uventet hård,« skriver Lars Tvede til Euroinvestor.

