Milliardæren Kim Wahl kommer med stikpille til den norske regering efter masseflugt
Selvom flere norske milliardærer flytter til Schweiz, insisterer finansveteranen Kim Wahl på at blive.
Han var med til at starte en af de første kapitalfonde i Europa, og i 2022 betalte han 264 mio. norske kr. i skat.
Nu blander den norske erhvervsmand Kim Wahl sig i debatten om skat i Norge. Det sker i et stort interview med erhvervsmediet Dagens Næringsliv. Her kommer den norske milliardær med en stikpille - både til de milliardærer, der har forladt landet og til den norske regering.
»Det ville være synd at være så fattig, at man flytter ene og alene på grund af skatten. Jeg har levet det mest af mit liv her og trives med det både personligt og professionelt,« siger Kim Wahl bl.a. til Dagens Næringsliv.
I den seneste tid har flere norske milliardærer rykket både formue og selskaber sydpå til især Schweiz. Alene sidste år tog de velhavende nordmænd mere end 38 mia. kr. med sig.
Nogle af milliardærerne peger på øget udbytte- og formueskat som en del af årsagen. I november 2022 hævede den norske regering formueskatten for de allerrigeste i landet til omkring 1,1 pct.
Den 62-årige erhvervsmand og milliardær Kim Wahl afviser imidlertid at flytte modsat eksempelvis Norges rigeste erhvervsmand, Kjell Inge Røkke, som sidste år også var landets næststørste skatteyder.
Kjell Inge Røkke er blandt de 32 milliardærer, som sidste år forlod landet af forskellige årsager, herunder de førnævnte skattestigninger.
Selvom Kim Wahl ikke vil flytte, retter han i interviewet kritik af den norske regering.
»Skaber de (regeringen red.) store udfordringer for nordmænd og norsk erhvervsliv? Ja,« siger Kim Wahl til Dagens Næringsliv og fremhæver Sverige som et land, der passer på sin industri.
»Hvis du vil have et markedsbaseret kapitalistisk samfund, så skal du have kapitalister. I Norge vil vi gerne have kapitalisme, men vi vil ikke have kapitalisterne,« siger han.
Kim Wahl har opbygget sin enorme formue gennem sin opkøbsfond, IK Partners, som oprindeligt hed Enskilda Ventures. Kim Wahl stiftede selskabet i 1989 sammen med svenske Björn Savén.
Til at starte med blev fonden blandt andet støttet af den svenske Wallenbergfamilie og norske Orkla. Siden opstarten har IK Partners ifølge Dagens Næringsliv købt 570 virksomheder, som har givet en gevinst på over 212 mia. norske kr.
Kim Wahl selv forvalter sin formue gennem investeringsselskabet Strømstangen. I 2021 fik selskabet et resultat på 198 mio. norske kr. før skat. I 2017 havde Kim Wahl en indkomst på 1 mia. norske kr.
Milliardæren har været en lidt mystisk skikkelse i det norske erhvervsliv og har som regel ikke ønsket at stille op til hverken interviews eller foto.
Tidligt i sin karriere arbejdede han for Goldman Sachs. Nu sidder han bl.a. i bestyrelsen i DNB, Norges største bank og tænketanken Civita, ligesom han er genganger på World Economic Forum i Davos.
Efter hans mangeårige forretningspartner og ven, svenske Björn Savén, i 2022 fik en skatteregning på 1,8 mia. svenske kr., valgte Kim Wahl at flyve formuen hjem til Norge, hvor han altså betalte svimlende 264 mio. norske kr. i skat.



