Fortsæt til indhold

Træbil solgt på auktion for 1,5 mio. kr.

Det tog franske Michel Robillard 5000 timer at bygge bilen, der kan køre op til 80 km i timen.

Michel Robillard kører i den Citroën 2CV han har bygget af træ og nu solgt for et rekordbeløb. Foto: Stephane Mahe/Reuters/Ritzau Scanpix
Finans

En Citroën 2CV er søndag blevet solgt på auktion for 225.000 dollars, eller hvad der svarer til omkring 1,5 mio. kr.

Der er dog ikke tale om en helt almindelig Citroën 2CV - denne er nemlig lavet af træ. Det skriver blandt andet CBS News.

Sælgeren, franske Michel Robillard, er snedker og har brugt over 5000 timer i løbet af fem år på at bygge bilen, som er en tro kopi af en vintage Citroën 2CV, bare lavet af træ. Det inkluderer eksteriøret, rattet, sæderne og gearstangen.

Bilen er også installeret med en motor fra en anden model og kan køre op til 80 km/t. Dog må den kun køre på private veje, da den ikke er registreret som et køretøj.

Franskmandens bil er den første funktionelle træbil på auktion, skriver CBS News. Den blev ifølge mediet vurderet til at have en værdi på mellem 160.000 og 214.000 dollars, men endte med at blive solgt for 225.000 dollars. Prisrekorden for en 2CV har indtil nu været 184.000 dollars, eller 1,2 mio. kr. Det var dog en almindelig bil lavet af metal.

Siden slutningen af 1990’erne har den 74-årige Michel Robillard også fremstillet små versioner af berømte bilmodeller i skalaen 1:10, som har været udstillet i hans værksted i byen Loches i det centrale Frankrig.

Modellen, han har efterlignet, blev først produceret af Citroën i 1948, men bilfabrikanten indstillede produktionen i 1990. Michel Robillards 2CV er lavet af æble-, pære-, valnødde- og kirsebærtræ.

Køberen af træbilen, Jean-Paul Favand, har et museum med ”kuriøse objekter” og samler blandt andet på biler af netop den model.

Ifølge CBS News er Michel Robillards næste mål at færdiggøre en Citroën DS 21 Décapotable inden modellens 70-års jubilæum i 2025.

Artiklens emner
Citroën