Fortsæt til indhold

Spar Nord sender regning for opgør med Visadankort videre til kunderne

Spar Nord har skrottet Visadankortet og forklarer, at kunder i stedet kan vælge f.eks. et dankort og et Visa-kort. Merudgiften for to betalingskort vil banken ikke kendes ved.

Spar Nord har som det første pengeinstitut sagt farvel til Visadankortet, der er Danmarks mest udbredte betalingskort. Foto: PR/Spar Nord
Finans

Spar Nords farvel til Visadankortet gemmer på en årlig ekstraregning til storbankens almindelige kunder.

Overfor Finans forklarer Spar Nord opgøret med Danmarks mest udbredte betalingskort med, at det handler om at »stille vores kunder bedst i forhold til deres behov og sikkerhed«.

»Kunder i Spar Nord har mulighed for både at få et Visa-kort og et dankort, og de kan derfor selv vælge, hvilket betalingskort de ønsker at anvende til betaling online og i fysiske butikker,« har Neel E. Rosenberg, kommunikationschef i Spar Nord, tidligere forklaret til Finans.

I dag betaler almindelige kunder i Spar Nord, der er Danmarks femtestørste bank, årligt op mod 200 kr. for at gå rundt med et Visadankort i lommen.

Vi mener, at det er passende, at en del af de omkostninger dækkes af den enkelte kunde, som måtte ønske at få to betalingskort fremfor ét.
Neel E. Rosenberg, kommunikationschef i Spar Nord

Et kig på Spar Nords prisoversigt viser, at banken årligt kræver et gebyr på op mod 200 kr. for et debetkort fra Visa, ligesom det årligt koster 200 kr. at have et dankort i tegnebogen – i alt 400 kr.

Selv om Spar Nord-opgøret med Visadankortet dermed risikerer at påtvinge kunder en årlig ekstraregning, afviser storbanken at komme kunder, der ønsker både et Visa-kort og et dankort, til hjælp.

Kommer Spar Nord til at kompensere eventuelle ekstra udgifter til kunder, som ønsker både et dankort og f.eks. et Visa Debit?

»Der vil være flere omkostninger for os som bank, hvis vi skal udstede to betalingskort i stedet for ét. Vi mener, at det er passende, at en del af de omkostninger dækkes af den enkelte kunde, som måtte ønske at få to betalingskort fremfor ét,« udtaler Neel E. Rosenberg i en mail til Finans.

Mens Spar Nord er stoppet med at udstede Visadankort, var det netop, hvad Jyske Bank-ledelsen truede med at gøre i 2019.

Modsat Spar Nord-ledelsen var Anders Dam, ordførende direktør i Jyske Bank, imidlertid ikke indstillet på, at udskiftningen af Visadankortet med et Visa-kort og et dankort skulle koste kunderne ekstra.

»I stedet får folk – til samme pris – et rent dankort og et rent Visa-kort,« forklarede Anders Dam i januar 2019 til Finans.

Jyske Bank-opgøret med Visadankortet fik dog aldrig luft under vingerne. I hvert fald skilter storbanken fortsat med både dankort og Visadankort til privatkunder.

Anderledes er det med Spar Nord, der ikke længere udleverer Visadankort. I prisoversigten til privatkunder er meldingen, at »det er ikke længere muligt at bestille Visadankort«.

Til gengæld opfordrer den Aalborg-baserede storbank generelt privatkunder til at gøre brug af bankens betalingskort: »Bestil to kort – for en sikkerheds skyld,« lyder det.

Artiklens emner
Banksektoren
Fintech-branchen