80-årig udleverede koder til svindler: Banken tabte sagen og har nu dækket flere kunders tab
Middelfart Sparekasse har udbetalt penge til kunder i svindelsager, efter at sparekassen tabte en sag i ankenævnet, hvor kunden havde udleveret sikkerhedskoder til en svindler.
Kunder i Middelfart Sparekasse får nu dækket det meste af deres tab, efter at de har været i kløerne på svindlere, der franarrede dem deres sikkerhedskoder og efterfølgende overførte penge fra deres konti.
Det er konsekvensen af, at en 80-årig i juni vandt en sag over sparekassen i ankenævnet.
Hun var telefonisk blevet kontaktet af en mand, som udgav sig for at være fra Nets.
Han fortalte, at nogen var i færd med at overføre hendes penge, og for at stoppe det, udleverede hun sit cpr-nummer, adgangskode til NemID, koden til nøglekortet og efterfølgende de SMS-koder, hun fik tilsendt, da manden - der viste sig ikke at være fra Nets - af flere omgange begyndte at overføre hendes penge.
Den form for svindel kaldes phishing.
Svindleren overførte i alt 192.690 kr. Sparekassen fik tilbageført godt 10.000 kr., så tabet udgjorde 182.254,26 kr.
Ankenævnet har afgjort, at kunden skal betale 8.000 kr., fordi hun med forsæt har udleveret sin personlige sikkerhedsforanstaltning til svindleren. Sparekassen hænger på resten af regningen, fordi den ikke har godtgjort, at den 80-årige burde have indset, at der var risiko for misbrug.
Kort før afgørelsen tabte Middelfart Sparekasse en tilsvarende sag i landsretten om 165.400 kr.
Det har fået sparekassen til at revurdere den type sager, og derfor får seks-otte kunder, som alle er blevet svindlet, nu deres penge retur bortset fra 8.000 kr.
»Vi har haft tilsvarende sager, hvor vi selvfølgelig nu skal anlægge en anden holdning. Vi er i gang med at udbetale pengene,« siger Bjarne Jacobsen, kommunikationsdirektør i Middelfart Sparekasse.
Han oplyser, at det samlede beløb i de øvrige sager er på niveau med sagen med den 80-årige.
Middelfart Sparekasse vil ikke forholde sig til, om det er rimeligt, at den skal betale den største del af regningen.
»Vi prøver ikke at forholde os til, hvad der er rimeligt. Det vil jeg lade andre om. Vi agerer efter lovgivningen,« siger Bjarne Jacobsen.
Han peger på, at det i sidste ende er alle sparekassens kunder, der kommer til at dække for tabene.
Derfor har det været vigtigt at få afklaret, om sparekassens sikkerhedstiltag samlet set betød, at kunderne skulle dække tabene fuldt ud.
»Vi førte sagerne, fordi vi syntes, at vi havde gjort, hvad vi kunne, og havde brug for at få vurderet, om det var nok til, at kunden var erstatningspligtig,« siger Bjarne Jacobsen.
Finans Danmark, der er bankernes interesseorganisation, ser ikke ankenævnets seneste afgørelse mod Middelfart Sparekasse som et nybrud, men mere som endnu en rettesnor for, hvordan de sager afgøres.
»Den viser, at netop denne kvinde på 80 år ikke burde indse, at der var grund til mistanke om, at en person, der præsenterer sig fra Nets, er en anden person - altså en forbryder,« siger Kjeld Gosvig-Jensen, juridisk direktør i Finans Danmark.
Han peger på, at de konkrete forhold stadig afgør sagers udfald. Der er dermed ikke etableret en retstilstand, hvor banken altid hænger på det meste af regningen.
»Det er måske nemmere for en svindler at stresse en ældre kvinde på 80 år end en på 50 år. De elementer er afgørende,« siger Kjeld Gosvig-Jensen.
Som en yngre kunde med juridisk ekspertise ville du tabe sådan en sag?
»Det tror jeg, at du har fuldstændig ret i,« siger han.
Han frygter derfor ikke, at bankerne i større stil kommer til at hænge på regningen i svindelsager, hvor kunden har udleveret sine fortrolige sikkerhedsoplysninger.
»Det afgørende for os er, at det er konkrete afgørelser, og at det stadig som kunde er vigtigt at passe på. Det her må ikke blive en sovepude, hvor man tænker, at banken betaler det hele. For grænsen for, hvornår banker skal betale, er ikke blevet flyttet af det her,« siger Kjeld Gosvig-Jensen.
Ligesom Middelfart Sparekasse vil han ikke forholde sig til, om det er rimeligt, at banker skal dække det meste af tabet i den slags sager.
»Vurderingen er, at den 80-årige har ladet sig narre af en plausibel forklaring. Jeg kan ikke sige, om det er rimeligt. Men det var en enstemmig afgørelse i ankenævnet. Så bankernes repræsentanter mente også, at det er nødvendigt, at banker tager et ansvar i den slags situationer,« siger Kjeld Gosvig-Jensen.
Fem medlemmer afgør sagerne i ankenævnet. Finanssektoren og Forbrugerrådet Tænk udpeger hver to, mens den sidste er uafhængig.
Forbrugerrådet Tænk er glad for, at den 80-årige vandt sagen, og at landsretten også dømte Middelfart Sparekasse i den sammenlignelige sag.
»Kreativiteten og produktudviklingen i svindelbranchen gør, at det er nemt at blive snydt i dag, og når udviklingen er så markant, er det fair, at bankerne har et incitament til at forbedre deres sikkerhed i systemerne,« siger Morten Bruun Pedersen, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.
Det er ifølge forbrugernes repræsentant bedst, at bankerne har hånden på kogepladen, og det har de, når de skal betale det meste af regningen.
»For der er mulighed for at forbedre de her systemer,« siger Morten Bruun Pedersen.
Ifølge ham er det også vigtigt, at kunderne har et incitament til at undgå at blive svindlet, men alligevel mener han, at det bør overvejes at reducere egenbetalingen på 8.000 kr.
Forbrugerrådet Tænk er enig med Finans Danmark i, at afgørelsen i sagen med den 80-årige ikke er nybrud i forhold til, hvem der har ansvaret.
»Det er en afgørelse efter bogen og reglerne. Forstået på den måde, at når banken ikke har løftet bevisbyrden for, at kunden burde have vidst, at der var tale om svindel, så bliver kunden ikke fuldt erstatningspligtig,« siger Morten Bruun Pedersen.

