Dyr regnefejl: Tabte 1 milliard på "alvorlig hændelse"
Norges statsejede oliefond havde 81 såkaldte uønskede hændelser i første halvår. Især én skiller sig ud.
Hvad koster en regnefejl?
Stiller man det spørgsmål til Norges statsejede oliefond, kaldet Statens Pensjonsfond, vil man i dag kunne svare ”ca. 1 milliard kroner”.
For selv om oliefonden i det første halvår har registreret væsentligt færre såkaldte ”uønskede hændelser” end normalt, er de økonomiske effekter af disse hændelser til gengæld beregnet til et tab på 1,1 mia. norske kroner.
Ud af de 81 registrerede hændelser sprang især én i øjnene. Den enkelte regnefejl kostede nemlig oliefonden 980 millioner. Det skriver det norske medie Dagens Næringsliv.
»Den økonomiske effekt er primært knyttet til en alvorlig hændelse i forbindelse med en mindre fejl, der er opdaget i vores opgørelse af valutaallokeringen i den statslige del af Finansministeriet som følge af, at der er anvendt forkerte data,« skriver pressekontakt Line Aaltvedt til DN .
I en folketingshøring i foråret forklarede oliefondens direktør, Nicolai Tangen, at regnefejlen førte til, at fonden fik en marginal vægtning af amerikanske rentepapirer i forhold til globale rentepapirer, hvilket sænkede merafkastet fra 118 til 117 milliarder norske kroner.
Oliefonden har i skrivende stund en markedsværdi på lige under 15.000 milliarder norske kroner.



