Ikke lutter lagkage: Nu åbner forsinket tilskudspulje til varmepumper
Efter en del kaos og forskellige udfordringer udrulles tilskudsordning til varmepumper med syv måneder forsinkelse.
Egentlig var det meningen, at den såkaldte varmepumpepulje skulle åbne for ansøgninger i februar. Men først tirsdag d. 12. september skete det.
Forsinkelsen har skabt udfordringer for de virksomheder, der lever af at sælge og installere varmepumperne.
Via puljen kan boligejere gennem Energistyrelsen få op til 27.000 kr. i tilskud, hvis de vil investere i luft-til-vand-varmepumper som opvarmningsform til deres bolig.
Siden 2020 har man kunne søge om tilskud til energiforbedringer i sin ejerbolig - herunder varmepumper - og de foregående år er puljerne blevet tømt hurtigt.
Men i år endte varmepumpepuljen med at være syv måneder forsinket. Først skulle der implementeres et nyt ansøgningssystem fra Energistyrelsens side. Derefter var kommunerne bagud med deres kortlægning af tilskudsberettigede områder.
Hos energiselskabet OK har man i 2023 oplevet et fald i salget af varmepumper på mere end 30 pct. sammenlignet med samme periode sidste år. OK har kunnet beholde alle medarbejdere, mens flere af selskabets »kollegaer og konkurrenter« har været hårdere ramt og nødsaget til at opsige ansatte.
Faldet kan bl.a. tilskrives forsinkelsen af varmepumpepuljen, fortæller Michael Lamberth, som er kommerciel direktør for OK.
»Sagen er, at vi ikke har måtte lukke aftaler med kunderne, hvis de ville have del i tilskuddet. De må hente et tilbud, men de må ikke være i gang med at skifte til en varmepumpe. Derfor bliver det den her yo-yo-effekt på efterspørgslen af varmepumper,« siger han.
Han forklarer, at boligejerne selvfølgelig afventer puljen, og hvornår det giver bedst mening for dem at skifte opvarmningsform i hjemmet. Når den så åbner, går det rigtig stærkt.
»Forhåbentlig kommer der gang i biksen igen med tilskudspuljen. Vi kan allerede se, at vi har flere kunder, der er interesserede. Og fordi vi har kunne fastholde kompetencerne, kan vi formentlig ret hurtigt levere på mange af de ordre, der kommer nu,« siger Michael Lamberth.
Nu kan 27.000 husstande så få et tilskud på 17.000 kr. fra varmepumpepuljen. Kommer det til at skabe et mere stabilt marked for varmepumper?
»Det er spændende at se, hvor langt det rækker. De tal burde kunne række et godt stykke, men tidligere har vi været overraskede over, hvor hurtigt det er gået, når disse puljer er åbnet. Og så tænker jeg egentlig, om man kan sætte sig ned sammen med branchen og politikere og lave en løsning, hvor det her kører helt automatisk - enten som tilskud eller fradrag, så man ikke hele tiden går og venter på den næste pulje.«
Kan tilskuddet i virkeligheden komme til at skabe endnu større udsving i salget af varmepumper?
»Det er det, jeg tænker. Jeg tror faktisk helt oprigtigt ikke, det er godt for nogen - hverken kunderne eller de kompetencer, vi har i landet - der skal drive den grønne omstilling. Det er jo et af de steder, vi for alvor kan sige, at vi driver noget på den grønne omstilling, når vi konverterer fra olie og naturgas til varmepumper.«
Handler det lige så meget om forretningsmæssige interesser som grønne?
»Det gør det også. Vi vil selvfølgelig gerne kunne drive en stabil forretning, så vi som branche ikke løbende skal hyre og fyre. Vi er i den heldige situation, at vi har større kapacitet og råderum, så vi kan strække den lidt længere. Men der er også en oprigtig del i, at vi gerne vil være et ansvarligt energiselskab.«



