Nedgang i e-handel: »Virksomhederne skal virkelig kæmpe for at lande sorte tal«
Omsætningen for e-handel i Danmark er faldet det første halvår, og det får danske netbutikker til at kigge nervøst på bundlinjen, lyder det fra Dansk Erhverv.
Coronakrisen pustede liv i dansk nethandel, men i fjor begyndte de danske forbrugeres onlinekøb at gå tilbage, og den tendens er fortsat i 2023. Det skriver Detailwatch.
Omsætningen et gået to pct. tilbage de første seks måneder af året, hvis man sammenligner med samme periode i 2022, viser Dansk Erhvervs E-handelsanalyse.
Mens renter og inflation har presset forbrugernes økonomi, er virksomhedernes udgifter også steget markant.
Og det får mange e-handlere til at kigge nervøst på bundlinjen, lyder det fra e-handelsdirektør Niels Ralund fra Dansk Erhverv.
»Det gælder på stort set alle parametre, og det betyder, at virksomhederne virkelig skal kæmpe for at lande sorte tal. Det står i skærende kontrast til både tiden før, men især under coronakrisen, hvor e-handlen jo eksploderede,« siger Niels Ralund til Detailwatch.
Nedgangen er bredt fordelt på varekategorier, hvor fordelingen af forbruget næsten er uforandret, og tøj og dernæst rejser forsat er det mest populære at købe online.
Omsætningen det første halve år af 2023 landede på 90,4 mia. kr. mod 92,7 mia. kr. i samme periode i fjor.
E-handel gik fremad i flere år, og omsætningen er steget fra 2018 til 2022, hvor omsætningen for første gang faldt. Totalt dykkede onlinesalget med 1 pct. i 2022 i forhold til 2021.



