Efter 100 års ventetid bliver arvinger mangemillionærer
Lars Emil Bruun efterlod sig et besynderligt testamente, hvor hans efterkommere måtte vente 100 år på en kæmpe arv. Om få dage er ventetiden slut.
Hvad ville du bruge en håndfuld millioner kroner på?
De fleste kan kun drømme sig til svaret.
Men for et dansk søskendepar - og en række andre ukendte arvinger - er spørgsmålet helt aktuelt.
For den 21. november er det præcis 100 år siden, en mand ved navn Lars Emil Bruun gik bort - og han efterlod et ret unikt testamente og en arv, som de færreste kan forestille sig.
Lars Emil Bruun var grossist og tjente kassen under industrialiseringen, fordi han solgte smør - særligt til England. Men han var også møntsamler, og det er den del, der kommer hans efterkommere til gode om få dage.
Den nu afdøde grossist havde en samling på hele 18.000 sjældne mønter.
Af hans testamente fremgår det, at samlingen først og fremmest har fungeret som reserve for den såkaldte Kongelige Mønt- og Medaillesamling, der er på Nationalmuseet.
Men eftersom museet altså ikke er brudt i brand eller blevet udsat for tyveri, er det nu tid til, at møntsamlingen skal på auktion.
Pengene?
Ja, de går så bl.a. til det danske søskendepar, der også har Bruun-efternavnet, samt en række andre efterkommere.
Men arven har de kendt til hele deres liv. Præcis hvem og hvor mange, der arver, er en »offentlig hemmelighed«, skriver Berlingske.
Tilbage i 2017 sagde en af de to snart velhavende søskende, som man kender identiteten på, Hans Henrik Bruun, til Weekendavisen:
»Jeg kan ikke huske, hvor mange procent af pengene jeg skal have, men det er da et anseeligt beløb målt med min nuværende indkomst.«
Møntsamlingen er forsikret for 250 mio. kr. og har tidligere været opbevaret i Nationalbankens bombesikre kælder - men ligger nu andetsteds, da denne er under renovation.
I forhold til salget af mønterne, og hvem der skal stå for det, er det formentlig kun få personer i kredsen omkring L- E. Bruuns Mønt- og Medaillesamling, der ved, fremgår det også af artiklen fra Berlingske.
Hvad mønterne vil indbringe på auktion er også uvist.

