»En fiasko«: Verdens første "klimaby" når aldrig sit mål
Masdar City skulle have været verdens første klimaneutrale by.
Blot et stenkast fra lufthavnen i Abu Dhabi ligger, hvad der skulle være en ”klimavenlig” by.
Men øde grunde, plastiksugerør efterladt på jorden og en enorm garage af benzindrevne biler vidner om, at Masdar City ikke er gået som planlagt.
»Denne nulemissionsby er en fiasko,« fortæller forskeren Matteo Chiesa, som har arbejdet på pilotbyen siden opstarten, til mediet E24.
Målet med Masdar City var at skabe verdens første by helt uden udledning af drivhusgasser. Det skulle være drevet af vedvarende energi, med et system, der skabte nul affald.
Projektet blev startet af de Forenede Arabiske Emirater i 2006, men en ejendomskrise og teknologi, som svigtede, har sat en stopper for store dele af udviklingen af byen.
Målene er droppet
Udviklerne forestillede sig oprindeligt en by med 50.000 fastboende og 40.000 pendlere nær metropolen Abu Dhabi. Der blev planlagt frodige parker, lejlighedsbygninger med hyggelige baggårde og forskningscentre. Dette skulle stå færdigt i 2016.
I dag bor der stort set kun studerende, som er tilknyttet byens universitet. Kun omkring 10 pct. af byen er udbygget, og det tilknyttede solkraftværk kan ikke dække indbyggernes behov. Derfor er byen koblet til statens strømnet, hvoraf 95 pct. af energien stammer fra olie og gas.
Målet om en fuldgyldig by er nu flyttet til 2030. Og målene om nul-udledning er helt væk.
Projektet er blevet et symbol på de komplicerede ambitioner i Emiraterne, et ekstremt olierigt land, der forsøger at etablere sig som foregangsland i kampen at komme væk fra fossile brændstoffer.



