Lokal direktør blev bortvist: Nu afslører banken nye detaljer
I marts blev en lokal bankdirektør i Skjern Bank bortvist og politianmeldt.
Det vakte opsigt, da Skjern Bank i marts bortviste og politianmeldte en mangeårig afdelingsdirektør i bankens filial i Bramming, efter at direktøren angiveligt havde stjålet fra kunders konti.
Skjern Bank har indtil nu holdt kortene tæt til kroppen med, hvor mange kunder der var blevet berøvet, og hvor stort beløbet var.
I en pressemeddelelse mandag morgen giver Skjern Bank dog en række nye detaljer og oplysninger i sagen.
Efter bankens revisor har lavet undersøgelser sammen med Syd- og Sønderjyllands Politi, kan Skjern Bank nu fortælle, at den påståede berigelse til direktøren er sket på bekostning af et mindre etcifret antal kunder for et samlet beløb på 500.000 kr.
»Syd- og Sønderjyllands Politi varetager nu det retslige efterspil. De berørte kunder er nu godtgjort de stjålne beløb og har modtaget bankens uforbeholdne undskyldning,« skriver Skjern Bank i sin pressemeddelelse.
I dagene efter den opsigtsvækkende sag kom frem, var Finans på besøg i Bramming. Her kunne lokalbefolkningen og de allernærmeste oplyse, at den bortviste bankdirektør var forsvundet.
Den bortviste filialdirektør blev politianmeldt, fordi bankens egenkontroller viste, at han havde tiltaget sig personlig berigelse på et begrænset antal kunders bankkonti, samt overtrådt bankens regler for bevilling af lån og kreditter.
Samtidig med offentliggørelsen af de nye detaljer i sagen kan Skjern Bank forklare, at den har fundet en ny filialdirektør i Bramming-afdelingen.
Det bliver 36-årige Michael Esbjerg Thomsen, som fremover skal være afdelingsdirektør i Bramming.


