USA/middag: Indleder ny uge med moderat fremgang - chipaktier løftes
Efter nogle urolige uger, der har set aktierne i USA registrere handelsdage med de største stigninger og fald i to år, har investorerne indledt den nye uge med mere tilbageholdende handel.
Retningen for markedet er mandag imidlertid overordnet set positiv, hvilket er trukket af fremgang til flere teknologinavne med Nvidia i front.
Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, stiger kl. 12.15, lokal tid i New York, med 0,2 pct., og Nasdaq vinder 0,5 pct., mens Dow Jones dog sætter sig 0,2 pct.
SØGER BALANCEN
Efter forrige uges svage jobrapport er gode nyheder nu tilsyneladende igen gode nyheder, mens dårlige atter er dårlige, for frygten er ikke længere for en forhøjet inflation, men derimod for en recession eller kraftig amerikansk vækstopbremsning.
Og mens regnskabssæsonen er gået ned i tempo i USA, så er der denne uge stadig punkter på programmet, som igen kan udløse nye udsving på markedet. Producentpriser tirsdag, forbrugerpriser onsdag, hvor der også er kvartalsnyt fra Cisco, detailsalg torsdag, som kombineres med regnskab fra detailkæmpen Walmart, og amerikansk forbrugertillid fredag.
Trods den mere vaklende udvikling i arbejdsmarkedets seneste målinger vil især inflationstallene være i fokus.
- Investorerne vil håbe på, at tallene lander lige i det optimale punkt. Kølige nok til, at ingen vil spekulere i, at der ikke kommer en rentesænkning til september, men varme nok til at skubbe bekymringerne for recession, som har rystet markedet, til side, siger Chris Larkin, investeringsdirektør hos E*Trade, til Bloomberg News.
NVIDIA I VEJRET
I S&P 500 trækker it-aktierne mest op med et plus på 1,2 pct. Det er især chipkæmpen Nvidia, som løfter de tunge vægte og stiger 4,4 pct., mens andre chipnavne som Advanced Micro Devices, KLA og Broadcom går frem med 1,7 pct., 1,2 pct. og 0,6 pct.
Nvidia er sammen med Broadcom og KLA af Bank of America blevet udpeget til favoritvalg til et kommende comeback til halvledersektoren. Omvendt falder Qualcomm med 1,3 pct., da finanshuset Wolfe Research har sænket sin anbefaling af aktien til et neutralt niveau.
Inden for it vinder Apple samtidig frem med 0,8 pct., mens Microsoft stiger 0,5 pct. Derimod er der tilbagegang til andre softwarenavne som Salesforce og Adobe på 0,5 og 1,1 pct.
Mandag er der også fremgang til energisektoren på 0,2 pct., da olieprisen vinder frem med 2,4 pct. Der er derimod et minus til cyklisk forbrug på 0,1 pct., da Amazon vinder 0,5 pct., mens Tesla holder gruppen tilbage med et minus på 1,6 pct.
LØFTET AF AKTIEKØB
I toppen af S&P 500 ligger Keycorp med et plus på 10,5 pct., da canadiske Nova Scotia for 2,8 mia. dollar har købt knap 15 pct. af aktierne i regionalbanken.
Med fremme er også Super Micro Computer som et tegn på lettelse i udsalget af AI-relaterede aktier, da server- og lagringsaktien netop i år har ført an i stigningerne på den konto. Aktien stiger 7,4 pct.
Der er desuden et plus til kaffekæden Starbucks på 3,2 pct., efter at aktivistinvestoren Starboard Value har købt en position i aktien. I forvejen er en anden aktivistinvestor, Elliott Investment Management, tilsyneladende er på vej ind i bestyrelsen.
