Fortsæt til indhold

USA/middag: Vækstfrygten skubbet til side - chipaktier, Amazon, Tesla i vejret

De amerikanske aktier ryger torsdag i vejret, efter endnu et sæt nøgletal, der har dulmet nerverne og reduceret frygten for en recession i USA's økonomi.

Finans
MarketWire

Det er et stærkere end ventet detailsalg i juli og færre nytilmeldte ledige i sidste uge, der udvisker den bekymring, som kom i kølvandet af jobrapporten for juli, der viste en pludselig stigning i ledigheden.

Det sender samtidig markedsrenterne kraftigt opad, blandt andet fordi spekulationerne i en dobbelt rentesænkning til september rulles tilbage, men alligevel er det teknologiaktierne, der fører an i aktiemarkedets plusser.

Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, vinder kl. 12.15, lokal tid i New York, frem med 1,4 pct., mens Dow Jones stiger 1,2 pct., og Nasdaq går mest op med et plus på 2,1 pct.

- Vi er tilbage i et miljø, hvor gode nyheder er gode nyheder, og dårlige nyheder er dårlige nyheder, siger Bret Kenwell, investeringsanalytiker hos eToro, til Bloomberg News.

- Investorerne og forbrugerne ønsker lavere inflation, men ikke på bekostning af økonomien. Torsdagens bedre end ventede detailsalgstal dæmper noget af frygten for, at USA er ved at glide ind i en recession.

Detailsalget steg i juli med 1,0 pct. i forhold til juni, hvilket var mere end ventede 0,4 pct.

Netop i denne uge har investorerne også set tal, som viste en aftagende tendens i inflationen i juli i både producent- og forbrugerpriserne, der desuden landede lavere end ventet.

CHIP-AKTIER I HOPLA

I S&P 500 er det to teknologitunge sektorer, der topper, med fremgang til cyklisk forbrug på 2,9 pct. og et plus til it på 2,3 pct. Cykliske sektorer som råvarer og materialer, industri samt energi stiger i sagens natur også med 1,0-1,5 pct.

Det er da også de helt store navne, som står for at løfte hovedindekset med plus inden for it til chipkæmpen Nvidia på 3,2 pct., ligesom Apple går frem med 1,4 pct., og Microsoft vinder 0,8 pct.

Der er også god grøde i andre chipnavne end Nvidia med løft til Broadcom på 4,9 pct., til Micron Technology på 6,5 pct. og til Advanced Micro Devices, AMD, på 4,1 pct.

I cyklisk forbrug er det Amazon og Tesla, der trækker op med fremgang på 3,7 og 5,8 pct., mens der også er fremgang i kommunikationsservice, der stiger med 0,8 pct., til Meta Platforms på 2,1 pct.

OPMUNTRENDE PROGNOSE

På regnskabsfronten er der inden for it kommet nyt fra Cisco, der stiger med 7,0 pct. Fjerde kvartal var bedre end ventet trods et fald i omsætningen. Det var salgsprognosen for første kvartal også. Netværksproducenten annoncerede desuden planer om afskedigelser uden at sætte antal på.

I dagligvarer, som løftes med 0,9 pct., stiger Walmart også med 6,6 pct. til rekord i 73,16 dollar efter sit kvartalsregnskab. Tallene for andet kvartal satte ifølge investeringsbanken Morgan Stanley flueben i alle boksene, da de var bedre på alle parametre, og samtidig opjusterede dagligvarekæmpen sine forventninger til hele regnskabsåret.

Deere blander sig også i toppen af hovedindekset torsdag med en fremgang på 6,8 pct., da traktorproducenten i forbindelse med sit kvartalsregnskab overraskende fastholdt sine forventninger til indtjeningen i hele regnskabsåret i 7 mia. dollar, hvilket er en spids over forventningerne på Wall Street. Tredje kvartal var trods et omsætningsfald på 20 pct. desuden en del bedre end ventet.

Helt i top i torsdagens S&P 500-indeks ligger imidlertid Ulta Beauty, som stiger med 11,8 pct., efter at investeringsmilliardæren Warren Buffets selskab, Berkshire Hathaway, har købt en position i kosmetikselskabet på 266 mio. dollar.

Artiklens emner
Aktier
Micron Technology