Feds Musalem nærmer sig rentesænkning med mere balancerede risici
Risiciene for den amerikanske centralbanks hovedmål, prisstabilitet og maksimal beskæftigelse, er kommet i bedre balance, og derfor vurderer Alberto Musalem, chef for Federal Reserves afdeling i St. Louis, at det snart vil være på sin plads med rentesænkninger.
- Fra mit perspektiv synes risiciene for begge sider af mandatet mere balancerede, sagde Alberto Musalem ifølge Bloomberg News torsdag.
- Derfor nærmer tiden sig formentlig, hvor en justering af den moderat restriktive pengepolitik vil være passende, efterhånden som vi nærmer os fremtidige rentemøder.
Meldingen kommer i kølvandet af, at denne uge igen har budt på mildere inflationsmålinger med aftagende udvikling for både producent- og forbrugerpriserne i juli.
Arbejdsmarkedet er heller ikke nær så stærkt - eller stramt - som tidligere, hvilket senest også blev illustreret af udviklingen i juli, da ledigheden steg fra 4,1 til 4,3 pct.
Handelen med rentefutures indregner torsdag en forventning om, at renten i USA på det næste rentemøde i midten af september vil blive sat ned. Indikationen er på en rente, som vil være 0,32 pct.point lavere end det nuværende niveau i 5,25-5,50 pct.
Markedet regner desuden med, at renten vil blive sat ned op mod fire gange inden årets udgang til 4,40 pct.
Hver måned offentliggør det amerikanske arbejdsministerium en rapport over udviklingen i det amerikanske arbejdsmarked for måneden før.
