Nykredit følger Nationalbanken og sænker renten
Nykredit sænker renten med 0,25 procentpoint på en række lån, oplyser banken fredag. Beslutningen kommer efter Nationalbankens udmelding torsdag.
For anden gang i år sænker den danske storbank Nykredit renten på en række lån med 0,25 procentpoint.
Det oplyser Nykredit fredag morgen i en pressemeddelelse.
Rentenedsættelsen sker efter Nationalbanken torsdag meldte ud, at man havde gjort det samme.
Og det er altså godt nyt for boligejere.
»Jeg er glad for, at vi med rentenedsættelsen kan give en håndsrækning til blandt andet nye boligejere ved at tilbyde en attraktiv, lav rente på banklån til at finansiere bolig,« fortæller Tonny Thierry Andersen, koncerndirektør i Nykredit.
»Vi tilbyder samme rente til alle kunder, uanset hvem de er, og hvor i landet de bor. Den ekstra luft, det kan give, kan være kærkommen i et budget, der i forvejen ofte er stramt, når man køber bolig for første gang.«
Rentesænkningen gælder også for andelsboligkøbere, understreger koncerndirektøren.
Nationalbanken sænkede torsdag renten med 0,25 procentpoint, hvilket betød, at den toneangivende indskudsbevisrente blev sænket fra 3,35 pct. til 3,1 pct.


