Verdens største kapitalforvalter afmonterer bobleangst: Sådan investerer du i næste fase af AI
Selvom værdiansættelsen af aktiemarkedet er steget dramatisk, er kunstig intelligens ikke en boble lignende den i 1990'erne, og der vil være vindere inden for en lang stribe aktiesektorer de næste år, mener verdens største kapitalforvalter.
Gennem de seneste år har det været umuligt for investorerne at komme uden om AI, der har været med til at sende teknologiaktierne i USA på himmelfart og løfte det amerikanske S&P 500-indeks til rekordniveauer.
Men de dramatiske aktiestigninger har også løbende fået investorerne til at blive betænkelige i forhold til, om ridtet vil fortsætte, eller om der er en risiko for en boble, som vækker mindelser om it-boblen i 1990’erne.
Hvis man skal tro Blackrock, der er verdens største kapitalforvalter, så er nervøsiteten overdreven. Kunstig intelligens, AI, er kommet for at blive, og vi er blot i den første af tre faser, der vil bidrage til investeringsmuligheder de næste år.
»Vi tror ikke, at det er en kortvarig hype: Vi mener, at AI vil være i stand til at omforme økonomier og markeder radikalt. Alligevel er ingen sikre på, hvordan AI vil udvikle sig,« fastslår Blackrock i en ny analyse.
Heri argumenterer investeringsmastodonten for, at en robust indtjening understøtter den drastiske stigning i værdiansættelsen af de allerstørste techvirksomheder i USA sammenlignet med, da it-boblen bristede.
»Værdiansættelserne – om end de er høje visse steder – er langt fra de ekstreme niveauer, der blev set i forbindelse med it-boblen, og de har bevæget sig i takt med solid indtjeningsvækst,« understreger Blackrock.
Blackrock anser AI for at være en tretrinsraket bestående af »opbygning«, »adoption« og »transformation«, og det er afgørende, at investorerne er opmærksomme på faserne, når de køber ind på temaet over de næste år.
Helt konkret bør investorerne ifølge milliardforvalteren investere aktivt og justere deres investeringsportefølje, i takt med at der sker fremskridt inden for AI. Gårsdagens vindere er ikke nødvendigvis morgendagens – og konsekvenserne for markederne og økonomien ændrer sig konstant.
Lige nu står vi ifølge Blackrock i første fase.
Her investeres der svimlende summer i at udbygge infrastrukturen til AI, og investeringerne i AI-datacentre og -chips vil ifølge Blackrock overgå 700 mia. dollars – hvilket svarer til 2 pct. af USA’s årlige bnp – i 2030. På samme tid risikerer det at føre inflation og øgede energiomkostninger med sig, da AI vil lægge et pres på energiinfrastrukturen i fremtiden.
Alt sammen bør være sød musik i investorernes ører.
»Vi ser det som en fordel for store cloud-udbydere og chipproducenter sammen med virksomheder inden for både forsyning, energi, industri, materialer og ejendomssektorer,« skriver Blackrocks strateger i noten.
Finans har tidligere skrevet om, hvordan en forsyningsvirksomhed har slået Nvidia af tronen som årets vinder på aktiemarkedet målt på afkast.
Fase to indebærer, at AI rulles bredere ud til andre sektorer og muligvis vil ændre på, hvordan virksomheder producerer, og hvordan mennesker arbejder og forbruger, hvilket både kan skabe nye job og udvikle de eksisterende. Men arbejdsmarkedet skal bruge tid på at tilpasse sig.
»Virksomheder lærer stadig, hvordan de kan udnytte AI. Vi mener, at de vil investere i AI for at omforme deres drift og drive vækst, med vindere andre steder end teknologisektoren i industrier såsom sundhedsydelser, finans og kommunikationsservices,« konstaterer Blackrock-strategerne.
Tredje fase er ifølge investeringsmastodonten der, hvor virksomhederne for alvor låser op for de store muligheder inden for AI. Produktiviteten stiger markant, og nye forretningsmodeller og industrier ser dagens lys.
»Omfanget og timingen af ændringerne er fortsat uvis, og det er muligt, at de slet ikke materialiserer sig, hvis adoptionen ikke bliver så udbredt som ventet. Her er det især udfordrende at identificere vinderne, da en del af dem måske endda ikke eksisterer endnu,« bemærker Blackrock.
Kapitalforvalterens strateger er til gengæld overbeviste: AI vil skabe nye indtægtsstrømme, men det er bare usikkert, hvem der vil få mest værdi ud af dem – er det udbyderne af infrastrukturen eller udviklerne af AI?
Nvidia, der står for at udvikle de avancerede GPU’er – eller ”Graphics Processing Units” – som bruges til at drive AI-modeller, har været den absolut største vinder, siden AI-bølgen begyndte at rulle for to år siden.
Nvidia-aktien er steget næsten 200 pct. siden starten af 2023, mens den amerikanske techvirksomhed har leveret ekstreme vækstrater som følge af den enorme interesse for AI og i dag er den mest værdifulde i verden.
Spørgsmålet er, om det vil fortsætte, eller om andre vil få overhånden.
»AI vil generere nye indtægtsstrømme, men det er usikkert, hvem der vil fange mest værdi – udbyderne af AI-infrastrukturen eller udviklerne, som udnytter den til at skabe innovative AI-drevne apps,« betoner Blackrock.


