Bruger ikke tid på at kopiere Anders Dam: Alligevel beundrer Lars Mørch flere ting ved sin forgænger
Jyske Bank-topchef Lars Stensgaard Mørch kan stadig finde på at spørge sin forgænger til råds. Udfordringen er bare, at Anders Dam med 36 års historik i banken for det meste ikke svarer.
Lars Stensgaard Mørch var ikke nervøs for, om han kunne fylde forgængeren, Anders Dams, store sko ud. Men han gjorde sig en interessant betragtning, før han sagde ja til chefjobbet i Jyske Bank.
Han konstaterede nøgternt, at Anders Dam var ordførende direktør i hele 26 år, før han gik på en slags pension. Nøjagtigt det samme antal sæsoner, som Manchester Uniteds tidligere og meget succesfulde manager Alex Ferguson var cheftræner for klubben. I halvdelen af dem endte han i øvrigt med at hente mesterskabet hjem til klubben.
Begge var enormt dygtige til deres job, ligesom de kom med masser af energi og karisma. Og udviklingen i Manchester United siden Alex Ferguson vidner om, at det kan være svært at afløse en legende, konstaterer Lars Stensgaard Mørch.
»Der har været ni managere siden Ferguson. Sådan kan det gå, når én person har stået for stort set alt – spillestilen, spillerne og kommunikationen i mange år. Sådan var det også i Jyske Bank, og det tænkte jeg da over,« siger Lars Stensgaard Mørch, ordførende direktør i Jyske Bank i godt halvandet år.
Han er den fjerde topchef siden grundlæggelsen i 1967, hvor fire midtjyske lokalbanker fusionerede og skabte Jyske Bank.
Finans har sat ham stævne for netop at tale om, hvordan det er at afløse en person, som har fyldt meget. Ikke bare i virksomheden, hvor han var ansat, men i hele finanssektoren.

