Fortsæt til indhold

Statslig superfond retter blikket mod Grønlands undergrund

I årevis har Eifo, Danmarks statslige superfond, haft et credo baseret på grøn omstilling. Krig og kamp om kritiske mineraler har dog udløst en ny bølge i investeringsfonden, og ifølge topchef Peder Lundquist kastes der nu »stort ind« i projekter i Grønland.

Finans

For få år siden havde Peder Lundquist stemplet det som utænkeligt.

Hans konstatering kommer prompte. Som at december er grå, DSB er forsinket, eller verden er mere uforudsigelig og farlig.

Historisk har Danmarks statslige superfond – Eifo – haft et hårdt fokus på grøn omstilling.

Et anslået 400.000 døde og sårede og millioner fordrevne i Ukraine har dog gjort våbeninvesteringer stuerene. Bekymringerne for produktionslinjer i Europa og Danmark har gjort minedrift til en ny prioritet og taget særligt kritiske mineraler i Grønland helt ind i Eifos maskinrum.

»Vi kaster os gerne stort ind i Grønland. Faktisk er det der, hvor vi leder mest efter projekter ude i verden lige nu,« siger Peder Lundquist, der står i spidsen for den statslige investeringsfond med et forretningsområde på ca. 172 mia. kr.

Det er alt sammen forbundet, bemærker han. Sjældne jordarter og kritiske mineraler som grafit, magnesium og galium er essentielle i alt fra forsvarsmateriel til vindmølleturbiner – og dermed de fleste danske vækstindustrier.