Fortsæt til indhold

Jyske Bank køber Formuepleje med 40 mia. kr. og 14.000 kunder. Her er prisen

Formueplejes bestyrelsesformand, Lars Bo Bertram, kalder Jyske Banks opkøb af selskabet for en win-win-løsning.

Lars Mørch, ordførende direktør for Jyske Bank. Foto: Thomas Lekfeldt
Finans

Det var Jyske Bank, som tog det første skridt og henvendte sig til Formuepleje for at høre, om der var mulighed for et tættere samarbejde.

Sådan lyder det fra flere kilder tæt på processen i det, som onsdag udmøntede sig i en selskabsmeddelelse om, at Jyske Bank vil købe 100 pct. af den uafhængige formueforvalter Formuepleje.

Og prisen? Det er det helt store spørgsmål, som ingen af de involverede, Finans har talt med, har lyst til at tale om til citat.

En mangeårig bankekspert kommer dog med et bud. Formuepleje må maksimalt koste 2,5 pct. af den formue, som selskabet investerer for kunderne. Og da formuen under forvaltning i Formuepleje er 40 mia. kr. giver lidt hurtig hovedregning en pris på maksimalt 1 mia. kr.

»Og det er den maksimale pris. Så den er nok noget under den. Ellers er det en dårlig handel for Jyske Bank,« siger Lars Krull, seniorrådgiver ved Aalborg Universitet.

Ifølge flere kilder, Finans har talt med, ligger prisen da også et godt stykke syd for 1 mia. kr. For Formuepleje har i længere tid kæmpet med tab af kunder og formue under forvaltning, og det afspejler sig i prisen.

Det giver ifølge en kilde tæt på processen en estimeret købspris i niveauet 550-600 mio. kr.

For den pris får Jyske Bank en ny enhed i koncernen, der har ca. 14.000 investorer, en formue under forvaltning i niveauet 40 mia. kr. og knap 100 medarbejdere.

Jyske Banks ordførende direktør, Lars Stensgaard Mørch, ønsker ikke at uddybe købstilbuddet på Formuepleje.

Han henviser til den selskabsmeddelelse, som banken har udsendt, hvor han konstaterer, at »ambitionen er at videreudvikle Formueplejes forretning og kundetilbud med udgangspunkt i virksomhedens styrker. Samtidig får Formuepleje adgang til Jyske Banks skalafordele, platform og kompetencer inden for kapital- og formueforvaltning.«

Formueplejes bestyrelsesformand vil heller ikke kommentere prisen. Han kalder dog opkøbet for en »win-win-løsning« for såvel formueforvalteren som Jyske Bank.

»Formuepleje kommer til at fortsætte som en enhed i Jyske Bank under eget navn og i egen ret, mens vi får adgang til produkter og distribution, som vi ikke har i dag. Jyske Bank får omvendt adgang til en lang række nye kunder, som banken også kan udvide forretningsomfanget med,« siger Lars Bo Bertram, bestyrelsesformand i Formuepleje.

Han er glad for, at det netop er Jyske Bank, som overtager Formuepleje.

»Jyske Bank er kåret som årets private banking-bank 11 år i træk. Det er en jysk virksomhed med hovedsæde i Silkeborg, og jeg synes, at vi er et godt match,« siger Lars Bo Bertram.

Ifølge bankekspert Lars Krull må det forventes, at en stor del af Formueplejes 100 medarbejdere snart skal finde et andet arbejde. Det bliver formentlig stort set kun dem, som har den direkte kundekontakt, som fortsætter.

Ifølge en kilde kan man groft sagt dele Formuepleje op i tre enheder. Rådgivning, administration og kapitalforvaltning.

»Jyske Bank kan tage sig af de to sidstnævnte, så det er primært de kundevendte rådgivere, der fortsætter,« lyder vurderingen fra en kilde tæt på processen.

Han vurderer også, at Formuepleje - som flere andre uafhængige formueforvaltere - har haft et skalaproblem, ligesom det er svært at konkurrere med bankerne på prisen.

Formuepleje var ifølge Finans’ oplysninger derfor glad for henvendelsen fra Jyske Bank, der tidligere har haft succes med at opkøbe investeringsbanken PFA Bank fra PFA Pension.

Planen for Jyske Bank er nu at gå benhårdt efter de 14.000 danskere, som i øjeblikket bruger Formuepleje til at investere deres penge.

Mange af kunderne har Formueplejes investeringsprodukter liggende på depoter i andre banker end Jyske Bank, men det skal der laves om på, for som en kilde siger:

»Når opkøbet af Formuepleje er godkendt, går den vilde jagt ind på selskabets kunder for at få dem til at skifte til Jyske Bank som helkunder, hvilket kan booste salget af Jyske Banks andre investeringsprodukter og boliglån.«

Formuepleje fortsætter under eget navn og ledelse og parterne afventer nu myndighedernes godkendelse af købsaftalen, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Artiklens emner
Banksektoren
PFA Bank