Afkastet smuldrer i danskernes milliardfonde
Private investorer står til at få meget lave eller negative afkast på deres investeringer i obligationsfonde.
Hundredetusindvis af private danskere må se afkastet på deres engang så sikre obligationsfonde gå i nul. Renterne på obligationer er nu så lave, at fondenes afkast er helt eller næsten væk, når omkostningerne til investeringsforeningerne er betalt.
Tal fra analysehuset Morningstar viser, at det gennemsnitlige afkast i investeringsfonde med korte og mellemlange danske obligationer i februar måned gav 0 pct. i afkast. Det er fonde, hvor primært private investorer tilsammen har langt over 100 mia. kr. sparet op.
»Investorerne i en lang række obligationsfonde er nu i en situation, hvor afkastet er nul, når omkostningerne er betalt. Derfor bliver man nødt til at være endnu mere opmærksom på omkostninger,« siger Nikolaj Holdt Mikkelsen, chefanalytiker i Morningstar.
I flere år har investorerne høstet høje afkast på obligationer, fordi man får en kursgevinst, når renterne falder. Det ser nu ud til at være slut. Flere professorer forventer, at nulafkastet i februar vil vare ved.
»Er man obligationsinvestor skal man forvente meget lave afkast og måske endda negative afkast efter omkostninger,« siger Jesper Rangvid, der er professor i finansiering ved CBS.
Artiklen fortsætter under grafikken
Problemet er, at det er svært at finde andre steder at placere pengene. Professor i finansiering på Aarhus Universitet Carsten Tanggaard fraråder de private investorer at skifte obligationerne ud med aktier, da det kan føre til en ny aktieboble.
Han mener, at man må overveje at trække pengene ud af fondene og sætte dem på en bankkonto.
»Hvis omkostningerne trækker afkastet ned i minus, er det nok lige så fornuftigt at sætte pengene på bankbog. Bankerne vil nok ikke gøre renten negativ. Gør de det, kan vi jo bare hæve pengene,« siger Carsten Tanggaard.
Er man obligationsinvestor skal man forvente meget lave afkast og måske endda negative afkast efter omkostningerJesper Rangvid, professor i finansiering, Copenhagen Business School.
I de fonde, der har danske obligationer med lange løbetider, er det gennemsnitlige afkast i februar måned 0,16 pct. ifølge Morningstar. Til gengæld vil investorerne i disse fonde lide betydelige tab på lange obligationer, hvis renterne igen begynder at stige.
Investeringsforeningerne indrømmer, at man har et problem. Danske Invest, Nykredit, Nordea Invest og Formuepleje er alle i gang med at justere deres produkter.
»Det er en udfordrende situation for alle obligationsinvestorer, og alle som en bør forvente, at afkastet vil være lavt fremadrettet,« siger Robert Mikkelstrup, der er underdirektør i Danske Invest.
Per 1. februar var der placeret 347 mia. kr. i de obligationsfonde, der er tilgængelige for private investorer.
Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

