Fortsæt til indhold

Jyske Bank opgiver retssag mod Finanstilsynet

Østre Landsret kommer ikke til at tage stilling til en kontroversiel sag om en hedgeforening, der kostede investorerne mere end 800 mio. kr.

Ordførende direktør Anders Dam og Jyske Bank har opgivet en retssag mod Finanstilsynet.
Finans

Jyske Bank har opgivet et langstrakt slagsmål med Finanstilsynet, kort inden det skulle afgøres i retten.

I næste uge skulle Østre Landsret have behandlet bankens stævning af Finanstilsynet, som for seks år siden kritiserede Jyske Banks rådgivning i forbindelse med salget af en hedgeforening. Den løb ind i enorme tab under finanskrisen, selv om den blev solgt på at udgøre et værn i usikre tider og have en begrænset risiko.

Jyske Bank anlagde sagen mod tilsynet i foråret 2012, men har nu opgivet den.

»Af procesøkonomiske årsager synes vi, at den ikke bør gennemføres. Det vil kræve adskillige dage i retten, og på baggrund af sagens udvikling i øvrigt synes vi ikke, at det kan retfærdiggøres,« siger Peter Stig Hansen, juridisk direktør i Jyske Bank.

Med sagens udvikling hentyder han til, at Jyske Bank har forligt stort set alle de udestående sager, banken har haft med kunder, hvis sager ikke var forældede.

Et par individuelle sager mangler stadig at blive afgjort, men Jyske Bank har forligt to gruppesøgsmål med ca. 1200 investorer og et sagskompleks, hvor Forbrugerombudsmanden var modpart. Desuden har banken indgået individuelle aftaler med ca. 400 kunder.

Investorerne fik for alvor vind i sejlene, efter at Finanstilsynet kritiserede banken, og oprindeligt ønskede Jyske Bank at få udsat de øvrige sager, indtil tvisten med Finanstilsynet var afgjort. Men den strategi havde banken ikke held med.

Beslutningen om at indstille slagsmålet med Finanstilsynet sætter stort set det endelige punktum i hedgesagen, der tog sin begyndelse i 2009. Det er en sag, som har fået massiv medieomtale, og blev symbolet på bankernes adfærd under og efter krisen. Jyske Banks juridiske direktør vil ikke forholde sig til, hvordan han har det med, at sagen nu afsluttes.

»Det er sådan nogle følelsesmæssige spørgsmål. Det har jeg ikkenogen kommentar til,« siger Peter Stig Hansen.

Finanstilsynet vil ikke kommentere den konkrete sag.

Artiklens emner
Hedgefund
Finanstilsynet