Kapitalfonde mørklægger regnskaber med juridisk finte
Kapitalfonde hemmeligholder regnskaber med usædvanlig konstruktion. Vi ser ikke nogen idé i at brede den information ud, lyder det fra Polaris.
En juridisk finte betyder, at en stribe danske kapitalfonde helt kan undgå at indsende og offentliggøre årsregnskaber.
Dermed kaster kapitalfondene Axcel, Polaris, Maj Invest og Odin Equity Partners en tung dyne hen over finansielle og økonomiske forhold i nogle af de fonde, som danske pensionsopsparere har postet milliarder af kroner i.
Branchen har ellers i årevis fremhævet sin egen indsats for at skabe øget åbenhed i sektoren.
»Det skaber et misforhold, og det lugter jo lidt af, at de bare ønsker at leve det stille liv,« siger professor i eksternt regnskab på Aarhus Universitet, Frank Thinggaard.
Mørklægningen kan lade sig gøre, fordi firmaerne bruger en fond som såkaldt komplementar i de kommanditselskaber, der sædvanligvis bruges som den juridiske skal for kapitalfonde.
Polaris opdagede finten i 2006, og siden har den bredt sig i sektoren, som ifølge data fra erhvervsdatabasen BIQ er helt alene om at benytte strukturen i Danmark.
Kapitalfondene fastholder, at manøvren ikke er gennemført for at undgå offentlighed om regnskaberne. Men samtidig afviser en række af dem at udlevere de regnskaber, som de stadig laver og sender ud til deres investorer.
»Vi ser ikke nogen idé i at brede den information ud,« siger managing partner Jan Johan Kühl fra Polaris.
Polaris har ikke offentliggjort regnskaber fra sine fonde siden 2010, da et anpartsselskab var komplementar i Polaris II-fonden, men som siden blev skiftet ud med Polaris III Invest Fonden.
Med en pengekasse ved udgangen af 2013 på beskedne 511.000 kr. har fonden bl.a. til formål at støtte alment velgørende formål og erhvervsinvesteringer i Afrika.
Landets største kapitalfondsforvalter Axcel har indvilget i at udlevere en række af de regnskaber, som offentligheden ellers er afskåret fra at få indsigt i.
Velviljen strækker sig dog ikke længere end til det kommanditselskab, som firmaets egne medarbejdere har brugt til at score en milliardgevinst på bl.a. forvaltningen af Axcel III.
»Det handler om privatliv,« siger managing partner Christian Frigast.
»Men ændres lovgivningen, så tilpasser vi os,« tilføjer han.
Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

