Christian Frigast er kongen af de danske kapitalfonde

Som ung studerende var Christian Frigast gartner på den lokale kirkegård i sin fritid. Det gav gode penge, forsikrer han.

Men det var først som boss i kapitalfonden Axcel, han trak en jackpot, der ville få strandvejsvillaen i Klampenborg til at bugne, hvis han hævede alle pengene på en gang.

Investeringen i Pandora har kastet en gigantisk milliardformue af sig til partnere og medarbejdere i Axcel - ikke mindst til Frigast, der for længst har passeret det punkt, hvor han kan kalde sig halvmilliardær.

Christian Frigast har stået i spidsen for Axcel siden 1994, og siden har kapitalfonden købt over 40 virksomheder som Vest-Wood, HusCompagniet, Noa Noa og Ball Group.

Den fjerde fond blev etableret i 2010 med kapitaltilsagn for 3,6 mia. kr., og dermed er Axcel også den danske kapitalfond, som har de største opkøbsmuskler.

Frigast er ifølge en konkurrent ikke blot Mr. Axcel - han er også det tætteste, man kommer på en konge af kapitalfonde i Danmark.

Andre mener, at Pandora har været et lucky punch, og Axcel er spøgefuldt blevet kaldt en kirkegård for hensygnende virksomheder på grund af tvivlsomme investeringer i Royal Copenhagen, Junckers og Idémøbler.

Som Finans tidligere har kunnet afdække, er headhuntere i fuld sving med at forsøge at finde en afløser for den 63-årige frontfigur. Personkredsen i kapitalfonde er helt afgørende for investorerne, og derfor er der brug for at lave et generationsskifte, inden den næste fond skal etableres.

En kontrakt med Egmonts Steffen Kragh var angiveligt skrevet under, inden Kragh valgte at springe i målet, men Frigast nedtoner dramatikken om jagten på sin afløser:

»Vi har ikke travlt, og vi tager den tid, det skal tage,« siger han.

Christian Frigast er søn af sølvvarefabrikant Povl Lütken Frigast, men han valgte et ganske andet karrierespor. Han var 21 år, da han fik studenterjob i Privatbanken, og her arbejderede han sig op gennem rækkerne, indtil han blev divisionsdirektør i fusionsbanken Unibank i 1989.

I 1992 sagde han op for at blive en del af direktionen i det børsnoterede Incentive sammen med Eric Rylberg og Axel Lejrskov. Incentive købte op i bl.a. nødlidende industrivirksomheder, men det var plaget af uro i ledelsen om strategien, og det endte med, at Christian Frigast med egne ord »blev smidt ud« efter ganske kort tid.

Allerede året efter kom han dog til at stå i spidsen for Axcel, der var en pendant til Incentive med fokus på jyske industrivirksomheder.

Bag konceptet stod desuden Henrik Heideby, dengang direktør for FIH Erhvervsbank, PKA’s daværende aktiechef, Ali Nielsen, Unibank-direktør Peter Schütze og Johan Schrøder fra Radiometer.

Frigast, en sekretær og en investeringsmedarbejder flyttede ind i lejet kontor på Skt. Annæ Plads i København med en lånt Børge Mogensen-sofa, en mobiltelefon og en kaffemaskine.

Dertil kom en brugt SAAB, så de kunne komme til Jylland, og de identificerede mulige opkøbsemner ved at skimme store virksomhedsoversigter fra Greens. Hvis de fandt en interessant virksomhed, rekvirerede de regnskaber fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Det varede som regel nogle dage, inden de kom frem.

»Dengang kendte vi slet ikke begreber som kapitalfonde og private equity. Alle de frække ord fra USA lærte vi først efterfølgende,« fortæller Christian Frigast.

Siden kom flere andre danske kapitalfonde til, men det var først, da fem amerikanske kapitalfonde købte TDC i 2006, at den offentlige stemning ifølge Frigast vendte sig imod branchen.

Kapitalfondene blev beskyldt for at fylde virksomhederne med gæld og minimere deres skattebetalinger, og Christian Frigast var selv en af dem, der offentligt kritiserede de amerikanske kapitalfonde for deres lukkethed.

Han kom til at stå i spidsen for et arbejde i brancheforeningen DVCA, der mundede ud i nye retningslinjer og øget åbenhed. Retningslinjerne er ifølge Frigasts udlægning en væsentlig årsag til, at fondenes ry og image er blevet bedre de seneste år.

»Kapitalfonde bliver nok aldrig folkelige, men jeg mener, at vores omdømme er blevet klart bedre i takt med den øgede åbenhed og bevidstheden om vores gode resultater,« siger han.

Åbenheden stopper dog, når det handler om hans og Axcels medarbejdernes gevinst på investeringen i Pandora:

»Det handler om privatliv, og skattevæsenet og vores investorer har oplysningerne,« siger han.

Senest er det kommet frem, at åbenheden også er så som så blandt Frigasts kolleger i branchen. Finans har afdækket, hvordan en række kapitalfonde hemmeligholder sløje resultater, selv om danske pensionsopsparere har postet milliarder af kroner i dem.

Frigast har også kritiseret de amerikanske kapitalfonde bag TDC-opkøbet, fordi de hældte millioner ud over TDC-ledelsen og daværende topchef Henning Dyremose.

Han fastholder, at det ikke kan sammenlignes med Axcel, hvor medarbejdere og partnere har scoret en milliardformue på investeringen i Pandora.

»Her er pengene jo tjent og i kassen, og det er de kommet, fordi vi har truffet de rigtige beslutninger, mener han.

Selv om Axcel har indledt jagten på Frigasts efterfølger, understreger han, at han fortsat vil spille en rolle i Axcel fremover »afhængig af behovet«

»Jeg har besluttet mig for at blive 100 år, men det er jo sådan, at den næste fond har en horisont på ti år, og derfor skal vi finde en passende model. Investorerne vil gerne have en glidende overgang. Det vil jeg tage bestik af og finde den rolle, der passer til organisationen og investorerne,« siger han.

Læs også: Seks spørgsmål til 

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.