330 kunder trækker AP Pension i ankenævn
Kunder fra det tidligere FSP vil have de afkastgarantier tilbage, som de gav afkald på i 2011.
AP Pension er blevet ramt af hele 330 sager i Forsikringsankenævnet. Kunderne er utilfredse med den rådgivning, som de fik, da de i 2011 sagde ja til at opgive deres pensionsprodukt med afkastgaranti. Kundernes pensionsudbetalinger står nu til at falde med op til 30 pct., og nu vil de have deres garantier tilbage.
De 330 klager kommer allesammen fra kunder, som AP Pension overtog, da man fusionerede med pensionskassen FSP i 2012. Året før fusionen sagde kunderne ja til et omvalg, der betød, at de fremover selv skulle bære risikoen for investeringerne. Til gengæld var der udsigt til højere afkast.
Problemet var bare, at FSP ifølge kunderne glemte at fortælle, at de også selv skulle bære den risiko, der er forbundet med øget levetid. Når folk lever længere, skal pengene deles ud over flere år, og det er årsagen til, at de tidligere FSP-kunder nu kan se pensionsudbetalingerne styrtdykke.
»Man glemte dengang at fortælle, at risikoen for længere levetider ved dette omvalg overgik fra selskabet til medlemmet. Det har betydet, at pensionister bliver nedsat med op til 30 pct. En pensionist, der i 2014 fik 12.000 vil fremadrettet få omkring 9.000 kr.,« siger den tidligere skatteminister og FSP-kunde Frode Sørensen, der er talsmand for kunderne bag klagesagerne.
I AP Pension er adm. direktør Søren Dal Thomsen overbevist om, at kunderne spilder deres tid.
»Sagen er, at der ikke er noget at komme efter. Ankenævnet har tidligere kigget på to andre kunder i forbindelse med samme omvalg, så jeg tror ikke, at det giver os problemer rent økonomisk,« siger Søren Dal Thomsen.
De klager jo ikke over, at de har overtaget den investeringsmæssige risiko. De klager over, at de ikke blev gjort opmærksomme på, hvad øget levealder kunne betyde. Kan de ikke have en pointe i det?
»Nej, det synes jeg ikke. Det, der ligger i det, er, at de har smidt garantien, og tankesættet var, at man skulle investere mere aggressivt for at man netop kunne rumme de her forhold,« siger Søren Dal Thomsen.
Den aktuelle sag viser endnu engang, hvor enormt kompliceret det er, når man flytter risiko fra et pensionsselskab til den enkelte kunde.Søren Andersen, direktør i Willis
Sagerne i Forsikringsankenævnet har haft et langt forspil. Sidste år var den oppe og vende i Finanstilsynet, da AP Pension selv opdagede, at FSP havde brugt en uhensigtsmæssig beregningsmetode til at fordele den bonus, som kunderne modtager for at opgive garantien. Sagen endte med, at AP Pension betalte 170 mio. kr. tilbage til kunderne.
FSP er langt fra det eneste selskab, der har tilbudt kunderne en bonus for at få dem ud af garantierne. Stort set hele sektoren har været igennem lignende øvelser, og flere steder er det endt med efterfølgende slagsmål på grund af manglende information og upræcise beregningsmetoder.
»Den aktuelle sag viser endnu engang, hvor enormt kompliceret det er, når man flytter risiko fra et pensionsselskab til den enkelte kunde«, siger pensionsekspert og direktør i Willis Søren Andersen, der har fulgt pensionsselskabernes omvalg tæt.
Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

