Indtjeningsjagt i Nykredit kan give nye gebyrsmæk
Eksperter forventer, at Nykredit bliver tvunget til at hæve bidragssatserne igen igen, hvis finanskæmpen skal nå nye ambitiøse indtjeningsmål.
Kunderne i Nykredit kan meget vel komme til at betale for Nykredits nye indtjeningsjagt. I forbindelse med torsdagens halvårsregnskab præsenterede topchef Michael Rasmussen en ny plan om at øge indtjeningen fra kerneforretningen med 1,5 mia. kr. om året inden 2018. Det vil med stor sandsynlighed sende de udskældte bidragssatser yderligere i vejret, vurderer eksperter.
»Det peger i retning af stigende bidragssatser. Det kan sagtens være, at det kun er nogle typer af lån, der bliver sat op, mens andre ikke bliver, men det vil give god mening, at det er der, man gør noget, for at få hentet den ekstra indtjening hjem,« siger bankanalytiker i Nordea Christian Hede.
Det er dårligt nyt for boligejerne. Dybest set er det mest realistiske at priserne ender med at ryge op over hele linjen,John Norden, adm. direktør, Mybanker
De 1,5 mia. kr. skal ses i forhold til, at Nykredit i første halvår tjente 3,0 mia. kr. i kerneforretningen. 250 mio. kr. skal hentes på besparelser, mens de resterende 1,25 mia. kr. skal hentes på kunderne.
Mads Thinggaard, der er bankanalytiker i Handelsbanken Capital Markets forventer, at Nykredit har potentiale for at få flere af realkreditkunderne til at vælge koncernens bankprodukter. Men det er næppe tilstrækkeligt.
»Så selv om de nok kan komme noget af vejen, kan man sagtens forestille sig, at de frem mod 2018 ser i øjnene, at de bliver nødt til at hæve bidragssatserne for at komme det sidste stykke,« siger Mads Thinggaard.
Artiklen fortsætter under billedet...
Begge analytikere forventer, at de øvrige realkreditinstitutter vil følge trop, hvis Nykredit hæver priserne. John Norden, adm. direktør i prissammenligningsportalen Mybanker er enig.
»Det er dårligt nyt for boligejerne. Dybest set er det mest realistiske at priserne ender med at ryge op over hele linjen,« siger han.
Michael Rasmussen forsvarer den nye plan med, at koncernen er nødt til at tjene 12 mia. kr. over 3-4 år for at polstre virksomheden til nye kapitalkrav.
»Vi skal tjene os til en stor del af det her, og det tror jeg vi kan, fordi vi har et godt momentum. Der er blevet taget godt imod vores boligbank, og kundetilfredsheden er stigende. Jeg tror på, at vi organisk kan vokse vores virksomhed, og dermed tjene flere penge,« siger Michael Rasmussen.
Hvis væksten udebliver, bliver I vel tvunget til at få flere penge ud af de eksisterende?
»Det kan jeg af konkurrenceretlige årsager ikke sige. Men for nærværende har vi ingen planer om det,« siger Michael Rasmussen.
Nykredits bestyrelsesformand Steen E. Christensen ønsker ikke at svare på, hvad kunderne i det kundeejede selskab har ud af de ambitiøse indtjeningsmål.
»Det har I talt med Michael Rasmussen om. Der er total opbakning til alt det, han siger, fra bestyrelsen,« siger Steen E. Christensen.


