Arbejderbank klar med millioner til Østjydsk Bank
Sløret er løftet for én af de tre aktører, der garanterer for den kommende aktieudvidelse i Østjydsk Bank.
Arbejdernes Landsbank har tænkt sig at kæmpe for sin aktiepost i Østjydsk Bank i den kommende aktieudvidelse, som blev offentliggjort i tirsdag.
Det bekræfter Gert Jonassen, der er adm. direktør i Arbejdernes Landsbank, over for FinansWatch.
»Vi fornemmer, at det er en plan, der kan bære, så vi har ambitioner om at forsvare vores aktiepost,« siger han.
Arbejdernes Landsbank ejer 11-12 pct. af aktierne i Østjydsk Bank, og derfor vil det koste banken i omegnen af 10 mio. kr. at forsvare posten i forbindelse med aktieemissionen.
Østjydsk Bank oplyste tirsdag i forbindelse med bankens halvårsregnskab, at der i efteråret skal gennemføres en aktieudvidelse, der skal hente 84 mio. kr. i frisk kapital til den pressede bank. Banken skrev i samme ombæring, at der er tre professionelle investorer, der har garanteret udvidelsen.
En af dem er altså Arbejdernes Landsbank.
De to andre investorer er endnu ukendte. Det er samme er den aktør, der skal yde Østjydsk Bank et hybridlån på 75 mio. kr.
Arbejdernes Landsbank er sammen med Købstædernes Forsikring de to eneste storaktionærer i Østjydsk Bank. Mens Arbejdernes Landsbank som nævnt vælger at forsvare sin aktiepost, er Købstæderne mere fåmælte om deres planer for Østjydsk-aktierne.
Adm. direktør Anders Hestbech fra Købstædernes Forsikring har afvist at kommentere, om forsikringsselskabet vil forsvare sin aktiepost, eller om selskabet er blandt de tre investorer, der garanterer aktieudvidelsen i Østjydsk Bank.
Ifølge Gert Jonassen er der ingen ambitioner i Arbejdernes Landsbank om at gå mere offensivt ind i Østjydsk Bank.
»Vi har valgt at forsvare vores position, og så bliver det ved det. Hvis vi ville være gået mere ind i banken, kunne vi have gjort det på et tidligere tidspunkt,« siger Gert Jonassen.
Arbejdernes Landsbank købte sig ind i Østjydsk Bank i september 2013 i forbindelse med en redningsplan for banken. Dengang købte Arbejdernes Landsbank desuden flere filialer fra Østjydsk.
Det var dog aldrig meningen, at den aktiepost skulle blive i Arbejdernes Landsbank for bestandigt, lyder det fra Gert Jonassen.
»Det har hele tiden været planen, at vi skulle af med vores aktier i Østjydsk Bank på et tidspunkt, men situationen har været den, at banken har været så udfordret, at vi ikke bare ville kunne sælge aktierne,« siger Gert Jonassen.
Før aktieemission og det nye hybridlån kan falde på plads, er der flere ting, der skal gå i orden.
Blandt andet skal stemmeretsbegrænsningen i Østjydsk Bank fjernes.
Men selvom planen skulle lykkes, kan folkene i og omkring Østjydsk Bank ikke ånde helt lettet op, lyder det fra AL-chefen.
»Der er ingen tvivl om, at selv når det her er gennemført, vil der fortsat være ting, der skal arbejdes med. Men der er heller ingen tvivl om, at der de seneste år er foregået et benhårdt stykke arbejde med at få rettet op på kreditområdet i banken,« siger han.
Tror du, at der er en fremtid for Østjydsk Bank som selvstændigt pengeinstitut?
»Hvis der kommer styr på kreditterne, og banken ikke bliver ramt af yderligere konjunkturslag, har man et selskab, der kan give et lille afkast fremadrettet. Men om banken så skal leve i al evighed eller finde nogen at arbejde sammen med, det er ikke til at sige,« siger Gert Jonassen.