Coop Bank har fået 13.000 nye kunder i år
Coops to år gamle bank har passeret 50.000 kunder. Første halvår gav et underskud på 34,9 mio. kr.
Der er nu flere end 50.000 kunder i Coop Bank, som detailhandelsgiganten Coop etablerede for to år siden.
I fredags nåede kundeantallet op på 52.825, oplyser bankdirektør Allan Nørholm, som mandag sendte bankens regnskab for 1. halvår 2015 på gaden. Det viser, at årets første seks måneder gav 10.000 nye kunder, mens sommerperioden har kastet yderligere ca. 3.000 kunder af sig.
»Vi begyndte året med 40.000 kunder og har som mål at nå 60.000 i år. Det er vi godt på vej til at realisere. Kunderne kommer stadig i et jævnt tempo - der er ikke en aftagende trend i vores kundeoptag,« siger Allan Nørholm, bankdirektør i Coop Bank.
Analysevirksomheden Voxmeter har lavet en måling for Finans, som viser, at Coop Bank har gode muligheder for fortsat at erobre kunder. Således svarer 26 pct. af Coops 1,4 medlemmer, at de ville overveje Coop Bank, hvis de skulle skifte bank. Til sammenligning overvejer 10-18 pct. af danskerne at skifte til storbankerne Danske Bank, Nordea, Jyske Bank og Sydbank.
»Det bekræfter, at vi er relevante for medlemmerne. Det er selvfølgelig meget tilfredsstillende, og det er vi glade for,« siger Allan Nørholm.
Som Finans allerede kunne afsløre i juli, gav halvåret et underskud på 34,9 mio. kr. før skat, og bankens største udfordring er at få udlånet til at vokse. Det lå ved halvåret på 277 mio. kr., mens indlånet var på 886 mio. kr.
»Halvårsregnskabet lever op til vores forventninger ved indgangen til 2015. Men vi har heller ikke haft et aggressivt budget for udlån, for vi har fokuseret på at tage kunder ind. Og vi mangler stadig at rulle de udlånsprodukter - billån og boliglån - ud, som giver en stor balance,« siger Allan Nørholm.
Banken etablerede dog tidligere i år et billån op til 100.000 kr., som dog endnu ikke har fået luft under vingerne.
»Det er bestyrelsen, der skal fastlægge, hvornår og hvordan vi ruller de lån ud. Lige nu fokuserer vi på at gøre oplevelsen bedre for kunderne. Og vi kan se, at kunderne bruger os mere og mere, når de først er kommet ind,« siger Allan Nørholm.
Coop Banks regnskabstal for 1. halvår:
| (mio. kr.) | 1. halvår 2015 | 1. halvår 2014 |
|---|---|---|
| Netto rente og gebyrindtægter | 9,7 | 3,5 |
| Udgifter til personale og adm. | 33,0 | 34,2 |
| Nedskrivninger | 5,9 | 3,7 |
| Resultat før skat | -34,9 | -37,5 |
| Resultat | -26,6 | -28,2 |

