Fortsæt til indhold

Bankerne vil samarbejde med pensionsbranchen om virksomhedslån

Bankernes brancheforening Finansrådet opfordrer pensionsselskaberne til at samarbejde med bankerne om lån til virksomheder.

Finans
FinansWatchAF JAKOB SKOUBOE

De danske bankers brancheforening Finansrådet inviterer nu pensionsselskaberne til samarbejde om at tilbyde danske virksomheder finansiering. Det sker som svar på, at pensionsselskaberne yder lån gennem låneformidlere som LEF, Langfristet ErhvervsFinansiering.

»Vi har mange årtiers erfaring i kreditvurdering, så det ville være mere logisk for pensionskasserne i stedet at samarbejde med os,« siger underdirektør og cheføkonom Niels Storm Stenbæk fra Finansrådet.

Han hilser det velkomment, at låneformidleren Langsigtet ErhvervsFinansiering, LEF, nu har opnået et gennembrud i form af formidling af et lån på et trecifret millionbeløb på vegne af pensionselskaber til en virksomhed.

»Det er godt, at der kommer mere risikovillig kapital ud på markedet, men det ville være oplagt, at pensionsselskaberne indgår et samarbejde med os,« siger Niels Storm Stenbæk.

Pensionsselskaberne jagter i stigende grad alternative investeringer i takt med, at afkastet på det traditionelle investeringer som obligationer er under pres i det lave rentemiljø. Det tvinger dem til at tænke kreativt og i andre baner end før. Samtidig sidder mange mindre virksomheder med den opfattelse, at de har svært ved at finde den fornødne kapital.

»Dette er ikke et område, pensionsselskaberne har den store historik indenfor, men det er fint, at de forsøger. Vi er åbne overfor at samarbejde med dem, for vi har dokumenteret erfaring indenfor dette område,« siger Niels Storm Stenbæk.

Artiklens emner
Finansrådet
Niels Storm Stenbæk