Stine Bosse fyrer bankdirektør i jagt på flere privatkunder
Efter et halvt år som bestyrelsesformand for BankNordik afskediger Stine Bosse nu topchefen og sætter erhvervsforretningen i Danmark til salg.
»Er der nogle her i ledelsen, der synes noget? Man må gerne synes noget her nemlig.«
Sådan lød det for nylig i programserien "Den rigeste procent" på DR2, hvor bestyrelsesformand i BankNordik, Stine Bosse, lod et kamerahold følge et bestyrelsesmøde.
Onsdag syntes Stine Bosse selv noget. Efter et halvt år i formandsstolen for BankNordik har hun nu valgt at fyre den adm. direktør Janus Petersen.
»Det, der har været syntes rundt om bordet, har været meget forskelligt,« fortæller Stine Bosse nu.
Hvorfor skiller I jer af med Janus Petersen?
»Der skal ikke herske tvivl om, at Janus har stået fader til den strategi, som banken har haft til dato. Vi har haft vores diskussioner om, hvordan det her skulle se ud fremadrettet, og igennem de diskussioner – og det er vi rørende enige om – der skilles vores veje. Så er vi heldige, at vi har en dygtig CFO, som gerne vil konstitueres i jobbet. Der er ikke noget uvenskab eller ballade i luften. Det er en helt almindelig konsekvens af, at vi har forskellige vurderinger af, hvad der er strategisk rigtigt,« forklarer Stine Bosse.
Du har nu siddet et halvt år som bestyrelsesformand. Har der været hårdt brug for oprydning i banken?
»Det tror jeg, man må sige. Da vi havde generalforsamling i foråret, blev der sat en helt ny bestyrelse ind, og der har været nok efterspørgsel af, at der skulle ske noget andet, så skal vi ikke sige det på den måde,« siger Stine Bosse.
En del af den nye strategi for BankNordik er, at banken nu sætter den danske erhvervsforretning i Danmark til salg, og vil »specialisere sin kompetence« til Nordatlanten.
»En bank af vores størrelse bliver mødt med ganske betydelige kapitalkrav, når de nye tilsynsregler træder i kraft i 2017, og derfor er vi nødt til at tilpasse vores eksponering på erhverv. Vi har nogle enestående muligheder på privatmarkedet i Danmark, og dem har vi tænkt os at forfølge, ligesom vi har tænkt os at blive ved med at være en stor privatbank både på Færøerne og i Grønland,« siger Stine Bosse.
Hvori er forskellen på at drive erhvervsforretning i Danmark og i Nordatlanten?
»Det er typerne af erhverv. I Nordatlanten er det meget fiskeri og dertil tilknyttede erhverv, og det er noget, vi har forstand på og kan være med til at præge og påvirke. Der er erhvervslivet mere spredt i Danmark, plus konkurrencen er betydelig større. Ud fra en helt almindelig risikovurdering af, hvor vi skal lægge vores kræfter, der er vi ikke i tvivl.«
Har I en køber?
»Det vil vi tro, ellers gik vi ikke ud med det. Men vi har ikke én. Vi regner med, at der bliver en proces her, så der er mere end en interesseret,« fastslår bestyrelsesformanden.
Hvad er ambitionen på privatkunde-markedet i Danmark?
»Vi har set en stadig tilstrømning af kunder, og det tror vi på også de kommende år. Der er et meget større opbrud blandt bankkunder nu om dage, og de bankkunder, som gerne vil være kunder hos os, og passer i den forretningsmodel vi har, byder vi gerne velkommen. Vi er tæt på dem og har en ganske skarp prissætning,« mener Stine Bosse.
Tidligere på året udbød banken også sit forsikringsselskab på Island, Vørður Insurance Company, og Stine Bosse fortæller, at der inden længe vil kunne afsløres en køber.
»Det går efter planen, og vi kan melde ud inden årets udgang. Det er vores klare ambition,« siger hun.

