Fortsæt til indhold

Hemmelig rapport: Banker skal tvinges til flere boliglån i udkantsdanmark

Et udvalg under erhvervs- og vækstministeriet anbefaler, at det skal være lettere at låne penge til en bolig i yderområderne. Ekspert advarer imod lempelser.

Det bør være nemmere at låne penge for boligejere og erhvervsdrivende i Udkantsdanmark. Ny og ikke offentliggjort rapport peger på, hvordan det kan ske.
Finans

Det skal være nemmere at låne penge til en bolig i yderområderne. Sådan lyder anbefalingerne i en endnu ikke offentliggjort rapport, der vil tvinge banker og realkreditinstitutter til at slække på kravene, når kunder ønsker at købe et hus i udkantsdanmark.

Finans er i besiddelse af et udkast til den endelige rapport, som et udvalg under erhvervs- og Vækstministeriet har udarbejdet, og den anbefaler bl.a., at man lemper kravene til, hvor meget en familie bestående af to voksne og to børn skal have tilbage til forbrug, når de faste udgifter er betalt.

Rationalet er, at det er billigere at leve leve i landdistrikterne, og derfor skal bankerne have lov til at betragte boligejere som solide kunder, »selvom de sædvanlige grænser for rådighedsbeløb ikke er opfyldt,« som der står i rapporten.

Rapporten peger også på, at det kan være en god idé at præcisere eller ændre den såkaldte 6måneders-regel i realkreditloven, der fortæller, hvordan finanssektoren skal værdiansætte boliger i forbindelse med långivning. Ifølge rapporten har nogle banker fortolket reglen forkert, så de afviser at belåne ejendommen fuldt ud, hvis de har haft en liggetid på mere end 6 måneder.

Bankers interesseorganisation Finansrådet ønsker ikke at kommentere anbefalinger, før de er offentliggjort. Samme melding kommer fra Realkreditrådet og Realkreditforeningen.

Noget tyder dog på, at bankerne gerne vil være med til at sænke grænserne for rådighedsbeløb, eftersom Finansrådets direktør Ulrik Nødgaard for få uger siden stillede et lignende forslag.

I Landdistrikternes Fællesråd, der også er repræsenteret i udvalget, er man ikke tilfreds med udvalgets anbefalinger.

»De her tiltag er skridt i den rigtige retning, men vi frygter, at det ikke er nok til at løse problemstillingen med boliglån i yderområderne,« siger Steffen Damsgaard, formand i Landdistrikternes Fællesråd.

En ekspert mener dog, at man skal være yderst varsom med at lempe reglerne.

»Man skal passe morderligt meget på, at man ikke forsøger at gøre en tjeneste, som ender med at blive en bjørnetjeneste. Der er nogle bagvedliggende problemer, som gør, at de her boligområder er på vej ned. Sådan vil det blive ved, og derfor er det et problem, hvis man hjælper folk ind på de her boligmarkeder, og de så efterfølgende ender i en situation, hvor de ikke kan sælge huset igen,« siger Curt Liliegreen, sekretariatschef i Boligøkonomisk Videncenter.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra udvalgets formand, CBS-professor Michael Møller.

Artiklens emner
Udkantsdanmark
Michael Møller