Politisk flertal kræver, at boligejere slipper for ulovlig skat
Til januar forældes de første sager om ulovligt opkrævede ejendomsskatter, og det får nu et politisk flertal til at kræve, at borgerne holdes skadesløse.
Selv om sagerne når at blive forældede, skal borgere have det millionbeløb tilbage, som de er blevet opkrævet i ejendomsskat ulovligt, fordi Skats it-systemer er kodet forkert.
Det fastslår et flertal i Folketinget bestående af Socialdemokraterne, De Radikale, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet og Venstre, efter at Finans mandag afslørede en ny skattesag, hvor de første boligejeres krav rammes af forældelse allerede til januar.
Partierne kræver, at skatteministeren løser problemet, så borgere får den ulovlige skat retur, uanset om sagerne forældes, fordi Skat er længe om at håndtere problemerne.
»Skatteministeren må på banen og hurtigst muligt levere en løsning. Det skal ikke være fordi, at Skats systemer driller, at borgerne ikke kan få deres skat tilbage,« siger skatteordfører Jesper Petersen (S).
I den nye sag er der opkrævet ulovlige skatter siden 2013, og da skattesager forældes efter tre år, mister boligejerne som udgangspunkt retten til at få de for meget opkrævede skatter tilbage fra januar næste år.
Sagen er en udløber af en stor ejendomsskattesag fra 2010, da der blev opkrævet 1,2 mia. kr. ulovligt i ejendomsskat. Den gang var Folketinget nødt til at vedtage en særlov for at suspendere forældelsesfristen og sikre, at alle fik deres penge tilbage.
Det bliver også nødvendigt i den nye sag, mener rådgivningsfirmaet Rafn & Søn, som har specialiseret sig i ejendomsskattesager, og som vurderer, at borgerne som minimum har et stort tocifret millionbeløb til gode.
»Hvis det er tilfældet, at kravene forældes, er det selvfølgelig helt horribelt. Som boligejer bør man ikke kunne havne i den situation. Man bør kunne stole på, at afgørelser fra Skat bliver indført i it-systemerne, så ejendomsskatten opkræves korrekt,« siger forsker Thomas Booker fra Aarhus Universitet.
Det har grundet ferie ikke været muligt at få en kommentar fra skatteminister Karsten Lauritzen, men Venstres skatteordfører lover, at regeringspartiet vil sikre boligejerne mod forældelse.
»Vi skal løse problemet på den bedst mulige måde for borgerne. Jeg vil dog ikke lægge mig fast på hvordan, før jeg har forhørt mig hos Skat og Skatteministeriet om det videre forløb, men folk skal selvfølgelig ikke komme i klemme,« siger skatteordfører Louise Schack Elholm (V).
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og SF.



