Vagthund: Bankernes gaveregn er ude af kontrol
Bankerne lover sine aktionærer for meget, mener Finanstilsynets nye chef Jesper Berg. Han advarer om, at Finanstilsynet griber ind, hvis bankerne deler for meget ud i opgangstider.
Danske banker må begrænse gaveregnen til deres aktionærer. Så markant er udmeldingen fra Finanstilsynets nye direktør, Jesper Berg, efter et år, hvor samtlige store danske banker har kræset om aktionærerne med høje afkast og udbyttebetalinger for milliarder af kroner.
»Nogle af de ting, som aktiemarkedet i øjeblikket forventer, er ikke holdbare. Det er vigtigt at få sagt, så folk ikke bliver skuffede. Når kapitalniveauet i den grad er steget, må afkastniveauerne også falde. Mere sikre banker må give lavere afkast, og det må aktiemarkedet også indse,« siger Jesper Berg.
Finanssektorens nye vagthund peger på, at det i høj grad er aktionærernes forventninger, der presser bankerne til at satse for meget. Det kan ifølge Jesper Berg udvikle sig til et alvorligt problem, hvis bankerne i opgangstider vælger at forgylde aktionærerne i stedet for at polstre sig til dårlige tider.
Derfor er han bekymret for de høje afkastforventninger, som i høj grad er blevet adopteret fra konkurrenterne i de velsmurte svenske banker, der længe har haft skarp fokus på at levere værdi til aktionærerne.
»Man taler om betydelige tocifrede afkast målt i procent, og at det meste af overskuddet på den ene eller anden måde skal distribueres (i form af udbytte eller lignende, red.),« lyder det fra tilsynschefen.
Han peger samtidig på, at Finanstilsynet i modsætning til før krisen i 2008 i dag har mulighed for begrænse bankernes udbyttebetalinger, hvis tilsynet vurderer, at gaveregnen bliver for voldsom. Så langt er vi dog ikke endnu, påpeger Jesper Berg.
I markedet ses udmeldingen som skarp.
»Det er interessant, at den nye tilsynschef vælger at løfte en pegefinger og meget klart sige, at træerne ikke vokser ind i himlen,« lyder det fra bankanalytiker i Nordea Christian Hede, der fortsætter:
»Men jeg hører det også mere som om klar påmindelse om, at tingene skal hænge sammen, end at der er tiltag på trapperne.«
På Aalborg Universitet er seniorrådgiver Lars Krull begejstret for udmeldingen fra den nye tilsynschef.
»En bank bør klare sig som en god, kedelig obligation. Kedelig er lig med stabil,« siger Lars Krull.
Bankernes brancheorganistion, Finansrådet, ønskede tirsdag ikke at kommentere Jesper Bergs udtalelser.

