Oversvømmelse truer: Kystnære projekter risikerer nej til lån
10 kystnære projekter skal sparke gang i landdistrikterne, men manglende stormflodsdækning kan spænde ben for flere af dem.
Der er risiko for, at flere af regeringens højtprofilerede kystnære projekter løber ind i alvorlige problemer, inden de for alvor er kommet i gang.
Flere af projekterne ligger så udsat, at de ikke kan være sikre på at være dækket af stormflodsordningen, som udbetaler økonomisk kompensation ved stormflod og oversvømmelser. Den type skader er ikke dækket af private forsikringsselskaber.
Dermed risikerer projekterne at skulle finde investorer, der vil kaste store millionbeløb i dem, selv om de ligger udsat og ikke får dækning ved altødelæggende stormskader.
»Vi har meddelt kommunerne, at de skal være opmærksomme på, at projekterne ikke automatisk er dækket af stormflodsordningen,« oplyser Erhvervs- og Vækstministeriet.
Det kan betyde, at det bliver svært at få realkreditselskaber og banker til at finansiere projekterne.
»Hvis et projekt ikke er dækket, vil realkreditselskaber være meget varsomme med at låne penge ud. Selskaberne risikerer jo, at en stormflod ødelægger værdien af pantet,« siger Karsten Beltoft, direktør i Realkreditforeningen.
Ejendomsrådgiverselskabet Sadolin & Albæk vurderer, at mange udenlandske investorer vil være tilbageholdne med at skyde penge i disse projekter. Men også danske investorer vil tænke sig godt om.
»Hvis det ikke er realkreditfinansierbart, vil mange springe fra. Og generelt vil en manglende dækning fra stormflodsordningen få investorerne til ganske nøje at vurdere, om afkastet står mål med risikoen,« siger Peter Winther, partner og adm. direktør i Sadolin & Albæk.
Seks af de ti kommuner har ikke afklaret, om deres projekter er dækket, mens Norddjurs Kommune, Varde Kommune og Sønderborg Kommune oplyser, at en del af deres projekter ikke vil være dækket og en del vil være dækket. Kun Ringkøbing-Skjern Kommune oplyser, at dens projekt er dækket af stormflodsordningen. Det viser en rundringning foretaget af Finans.
»Selvfølgelig har det betydning for investorerne, og i forhold til at låne kan det være en showstopper, hvis man ikke er dækket. Men i forhold til vores projekt tror jeg, at det er en risiko, man som investor under alle omstændigheder vil løbe. Det er en kalkuleret risiko, når man bygger i kystnære zoner,« siger Niels Skovlund, afdelingsleder i Svendborg Kommune.


