Fortsæt til indhold

Minister pudser vagthund på PFA's omstridte kundemodel

Finanstilsynet skal nu undersøge, om PFA handler lovligt, når selskabet forskelsbehandler kunderne. Ifølge ekspert opfinder selskabet en lovbarriere for at kunne forskelsbehandle kunderne.

Finans

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen vil nu have undersøgt, om landets største pensionsselskab, PFA, opfører sig ordentligt over for sine kunder.

PFA er blevet hårdt kritiseret for at give nye kunder flere afkastgaver end gamle kunder med en garantiopsparing. Det sker konkret ved, at nye kunder får lov til at placere en stor andel af deres opsparing i en særlig og yderst attraktiv kasse med navnet Individuel Kundekapital, der har givet et afkast på 20 pct. om året i mange år.

»Forbrugerne skal kunne stole på, at pensionsselskaberne behandler deres kunder efter reglerne. Der må ikke opstå tvivl om lovligheden af pensionsselskabernes ageren i forhold til nye og gamle kunder, som det er tilfældet i den konkrete sag om fordelingen af den såkaldte Kundekapital i PFA Pension,« siger Troels Lund Poulsen.

Jeg vil nu bede Finanstilsynet vurdere, om der er behov for at ændre reglerne, eller om de kan udformes på en anden måde, der skaber mere gennemsigtighed for kunderne.
Troels Lund Poulsen, erhvervs- og vækstminister

Han sender nu sin vagthund efter PFA.

»Jeg vil nu bede Finanstilsynet vurdere, om der er behov for at ændre reglerne, eller om de kan udformes på en anden måde, der skaber mere gennemsigtighed for kunderne,« siger Troels Lund Poulsen.

PFA bruger lovgivningen som undskyldning for at forskelsbehandle kunderne. Men det holder ikke. Ifølge vicedirektør i Finanstilsynet Jan Parner må et pensionsselskab godt lade garantikunderne få en ligeså stor adgang til afkastgaverne, så længe pengene kommer fra årets resultat.

Det får en pensionsekspert til at konkludere, at PFA bevidst konstruerer lovbarrierer.

»Det er hverken umuligt eller ulovligt for PFA at behandle kunderne lige. Det virker som om, at selskabet desperat leder efter brugbare forklaringer på forskelsbehandlingen, så det kan fortsætte med at bruge de eksisterende kunders penge til at lokke nye kunder ind i butikken,« siger Jørgen Svendsen, aktuar og pensionsrådgiver i konsulentvirksomheden AFPR.

PFA mener, at reglerne er uklare.

»Det er et område, der ikke er helt præcist formuleret reguleringsmæssigt. Så kunne man måske ønske at undersøge det nærmere, men vi sætter ikke en undersøgelse i gang, medmindre der er en ordentlig efterspørgsel efter det,« siger Allan Polack, adm. direktør i PFA.

Men I siger, at det ikke er tilladt i henhold til lovgivningen. Det er jo ikke rigtigt.

»Det er klart for os, at det ikke er tilladt, fordi der ikke er nogen klar lovgivning. Men da der ikke er nogen efterspørgsel, bruger vi ingen kræfter på at undersøge det yderligere,« siger Allan Polack.