21.000 skoleelever får ÅOP, aktier og budgetter på skoleskemaet
Danske unge optræder alt for hyppigt som dårlige betalere, og derfor giver 600 skoler i denne uge deres elever en lektion i budgetlægning og låneberegning.
Over fem pct. af de unge mellem 18 og 30 år er registreret som dårlige betalere i RKI. Det er ikke godt, mener både bankerne og skolerne.
Derfor holder bankernes interesseorganisation, Finansrådet, for tredje år i træk den såkaldte Pengeuge. Her tager bankfolk ud på skoler over hele landet og underviser elever i 7. og 8. klasse om alt fra budgetlægning, til hvad ÅOP egentlig betyder.
»At være registreret i RKI er en rigtig skidt måde at begynde voksenlivet på. Tallene viser desværre, at der er for mange, der ikke har redskaberne til at overskue deres privatøkonomi. Gruppen 7.-8. klasse er valgt, fordi det er i den periode, de unge får konfirmationspenge, fritidsjob og oparbejder et forbrug. Vi vil gerne have, at de får de gode vaner tidligt,« siger Louise Mogensen, vicedirektør i Finansrådet.
Og skolerne er glade for tiltaget. Hele 21.000 skoleelever bliver i år undervist i privatøkonomi. Det er en del mere end i fjor, hvor det bare var 13.000 elever, der fik låntagning, budgetlægning og aktier på skoleskemaet.
»Det handler om i god tid at give de unge et indblik i, hvordan den finansielle verden fungerer,« siger Gert B. Nielsen, direktør i Danmarks Matematiklærerforening, som har udarbejdet materialet til Pengeugen.
Det er bankansatte fra i alt 23 banker, der står for undervisningen af eleverne. Og generelt er det populært at kombinere bankernes viden med undervisning. Danske Bank har f.eks. lavet konceptet Klogepenge med forskellige tilbud til skolelever fra 0. til 10. klasse i en række lande. En del af Danske Banks tilbud er spillet Pengeby til de 5-8-årige, der både findes som app til smartphones og som computerspil.
»Vi kigger på, hvordan vi kan bidrage til at løse en samfundsopgave med de kompetencer, vi har som bank. Det er godt at få økonomisk viden ind på et tidligt tidspunkt. Det er nemmere at nå sine personlige mål, hvis man har en ordentlig økonomi. Og så lever vi jo bedst af de sunde kunder, der betaler til tiden,« siger Cecilia Storm Brandenhoff, der er seniorkonsulent i Danske Banks CSR-afdeling.
Udover Pengeby har Danske Bank bl.a. en interaktiv hjemmeside for 4.-10. klasse, som 550 lærere i øjeblikket bruger i deres undervisning.


