Fortsæt til indhold

Forsikringsselskaber vil forhindre skybrudsskader for millioner med tape

Hvert år udbetaler de danske forsikringsselskaber millioner i erstatning pga. skybrud ol. Det skal en ny svulmende tape afhjælpe.

Jyllinge nord for Roskilde var et af de områder, der var hårdest ramt af stormfloden under stormen Bodil i december 2013.
Finans

Det er store millionbeløb, som forsikringsselskaberne hvert år udbetaler i erstatninger, når skybrud og stormflod rammer landet. Alm. Brand og andre selskaber prøver nu med en ny og anderledes metode at begrænse omfanget af skader efter skybrud og stormflod.

Forsikringsselskaberne vil have husejerne til at sikre deres vinduer og døre med en såkaldt forseglingstape, der skal holde vandet ude.

»Vandskader er sammen med brandskader noget af det, der giver de værste skader. De tager utrolig lang tid og er bekosteligt både for kunderne og os som forsikringsselskab, siger Brian Wahl Olsen, der er skadedirektør i Alm. Brand.

Forseglingstapen sættes i karmen på døre og vinduer forud for et skybrud og fjernes derefter igen.

Det er iværksættervirksomheden Lindsolutions, der sælger tapen, som boligejerne selv skal sætte i vinduer og døre, når der varsles om skybrud eller stormflod. Når tapen kommer i kontakt med vand, svulmer den op og forhindrer vandet i at komme ind i huset.

»Jeg kan nok ikke stoppe klimaforandringerne, og det her er ikke hele løsningen men et skridt på vejen. Vi har et forebyggende værktøj, der kan tages i brug, når man ved, at der er risiko for, at der kommer vand,« siger Terkel Lind, der er stifter af Lindsolutions.

Jyllinge 15 km nord for Roskilde var et af de områder, der blev ramt særligt hårdt af stormfloden i 2013, og derfor præsenterede Alm. Brand og Lindsolutions tirsdag aften beboerne i området for tapen.

Brian Wahl Olsen håber på, at tapen kan være med til at forhindre nogle af de vandskader som skybrud og stormflod forårsager i de danske hjem. Skaderne er nemlige meget dyre.

Da stormen Bodil rasede i december 2013 medførte det en stormflod, der oversømmede masser af danskeres huse og sommerhuse i bl.a. Jyllinge. Alene stormfloden, som Bodil forårsagede har kostet 905 mio. kr. i erstatninger og skadebehandling.

Derudover kommer de mange skybrud, som danskerne efterhånden har vænnet sig til som et tilbagevendende fænomen hver sommer. I 2014 udbetalte forsikringsselskaberne alene 651 mio. kr. i erstatninger til vandskader, som skyldes skybrud. I 2011, hvor et enormt skybrud ramte Danmark, var beløbet 4,8 mia. kr.

Artiklens emner
Skybrud
Lindsolutions