Fortsæt til indhold

Sydbank hjalp tyske rigmænd med at skjule formuer

Tyske velhavere kunne få deres post sendt til Sydbank, som hjalp med at flytte formuerne til Schweiz, da EU skærpede skattereglerne.

Sydbanks filial i Gråsten, som i årevis blev brugt af tyske velhavere for at undgå beskatning i hjemlandet.
Finans

Sydbank havde i årevis en filial i Gråsten, som hjalp velhavende tyskere med at undgå at betale skat.

De tyske velhavere kunne få deres bankpost med oplysninger om konto- og formueforhold sendt direkte til filialen i Gråsten og dermed uden for de tyske skattemyndigheders rækkevidde.

I 2003 annoncerede EU en skærpelse af skattereglerne, som blev indført i 2005. I den forbindelse flyttede Sydbank en stor del af velhaverkunderne fra Gråsten til Schweiz, som ikke er med i EU. Dermed undgik kunderne at blive omfattet af EU’s skærpede kurs, som ellers ville have bragt deres indtægter frem i lyset og sikret en beskatning af dem i Tyskland.

»Man har været overordentlig naiv i Sydbank, hvis man ikke vidste, hvad man havde gang i - nemlig i virkelighedens verden at etablere et skattely for tyske velhavere,« siger skatteekspert Torben Bagge, der er partner i Advokatvirksomheden Tommy V. Christiansen.

Det er usmageligt og stærkt uforsvarligt.
Lars Koch, , direktør i Ibis

En stribe tidligere ansatte, som Finans har talt med, oplyser, at banken ikke var naiv, for formålet med postordningen og overflytningen til Schweiz var at hjælpe kunderne med at undgå at betale skat i Tyskland. Flere kilder oplyser, at bankens afdeling i Schweiz blev åbnet i 2003, bl.a. som en konsekvens af EU’s skærpede kurs og det skatteproblem, som de tyske velhavere i Gråsten-filialen dermed var ved at få på halsen.

»Der har været så meget indtjening på de tyske kunder, at ledelsen vurderede, at det gav mening at etablere en bank i Schweiz, selv om det ikke er nogen lille ting at gøre,« siger en central kilde i sagen, som ikke ønsker sit navn frem, men hvis identitet Finans kender.

Den danske udviklingsorganisation Ibis kritiserer Sydbanks ageren.

»Det er usmageligt og stærkt uforsvarligt, og det er ekstremt skuffende, at store danske banker systematisk tænker i, hvordan lovgivningen kan undgås. Jeg kan godt forstå, at politikerne ønsker at skærpe reglerne, når bankerne ikke selv kan finde ansvarligheden frem,« siger Lars Koch, direktør i Ibis.

Sydbanks topchef, Karen Frøsig, var chefjurist, da Sydbank etablerede banken i Schweiz og flyttede kunderne derned. Hun var også i en periode formand for banken i Schweiz, som hun lukkede i 2011.

»Jo mere man undersøgte i Schweiz, jo mere usikker blev man på, om det harmonerede med den måde, vi driver bank på i Danmark. Derfor syntes jeg, det var det rigtige at lukke i Schweiz,« siger Karen Frøsig, adm. direktør i Sydbank.

Der var ifølge tidligere medarbejdere 20-25 ansatte i Gråsten, som flere peger på var en af Sydbanks mest lukrative filialer.

Artiklens emner
Panama Papers
Sydbank