Nordea vil ikke associeres med skattely, men driver pseudo-filial på Cayman Islands
Kunderne ønsker, at vi er til stede, lyder forklaringen fra Nordea om filial på Cayman Islands. Filialen har dog ingen ansatte.
Altimens Nordea forsøger at distancere sig fra alt, der kan forbindes med skattely og skattespekulation, har storbanken siden 1991 opretholdt en papirfilial på den caribiske øgruppe, Cayman Islands.
Cayman Islands er et af verdens største finansielle offshore-centre, og det er yndet hjemsted for blandt andre kapitalfonde, der via Luxembourg trækker skattefrie udbytter ud af de virksomheder, de har købt op bl.a. i Danmark.
Nordea oplyser, at der ikke er tale om fysisk filial, og der er således heller ikke nogen ansatte. Alt håndteres fra bankens afdeling i New York.
»Vi beskæftiger os kun med internationale forretninger for erhvervskunder. Som de fleste internationale og store amerikanske banker bruger vi filialen i Cayman Islands til fx. udstedelse af garantier og såkaldte ”wholesale deposits«, dvs. kortfristede indskud fra virksomheder og andre banker,« hedder det i et skriftligt svar fra pressechef Martin K. Nielsen.
Ifølge Nordea betales der »fuld skat af alle indtægter dernede«, og banken er til stede, »fordi kunderne ønsker, at vi er til stede der«.
Nordea har flere gange været under heftig beskyldning efter kritiske mediehistorie om skattespekulation, senest i forbindelse med sagen om lækkede papirer fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama.
Sagen fik Nordea til at iværksætte en intern undersøgelse, som Nordea ventes at fremlægge onsdag i forbindelse med bankens halvårsregnskab, og banken stoppede samtidig samarbejdet med advokatfirmaet.
Senere kom det frem, at en Nordea-direktør i Rusland havde fået hjælp af sine kolleger til at hente 1 mio. euro hjem uden om de russiske myndigheder fra et selskab på De Britiske Jomfruøer. Og senest i denne uge kom det frem, at Nordea har hjulpet det danske medicinalselskab BK Medicals med at overføre millioner af kroner til skattelyselskaber i perioden 2001-2011.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) vil ikke forholde sig specifikt til Nordeas Cayman-filial, men han mener, at bankerne skal være meget opmærksomme på de signaler, de sender til omverdenen.
»Bankerne bør i disse tider se indad og sørge for, at deres praksis lever op til de forventninger, som offentligheden med rette har til dem. Medvirken til skattely er ikke i orden. Det har bankerne over for mig givet udtryk for, at de er enige i. Derfor forventer jeg selvfølgelig også, at deres praksis afspejler den holdning,« siger han.