Lærernes pensionsmilliarder bliver skudt i fejlslagne skovinvesteringer
Nordea Liv, PKA og AP Pension har mistet troen på investeringer i skove efter en årrække med elendige afkast.
140.000 danske lærere må sætte deres lid til, at der kommer gang i salget af træ rundt omkring på kloden. Mens flere andre store pensionskasser trækker sig ud af skov som investeringsområde på grund af elendige afkast, vælger Lærernes Pension at købe nye skove for milliarder af kroner i USA og Australien.
»Vi tænker langsigtet. Skove har været svage i de senere år, men de har været rigtig gode tidligere. Derfor skal man jo tænke sig om, inden man bare hopper ud af det,« siger adm. direktør i Lærernes Pension Paul Brüniche-Olsen, der ikke vil oplyse, hvor dårlige afkastene har været.
Skov har i årevis været et populært investeringsområde for de danske pensionskasser. Det er en del af pensionsselskabernes massive satsning på alternative investeringer.
Finans’ kortlægning af området viser, at Lærernes Pension har skudt markant flere af medlemmernes penge i skov end noget andet danske pensionsselskab. Frem mod 2019 er det planen, at lærerne vil øge deres skovinvesteringer fra 4,6 mia. kr. til 6,9 mia. kr.
Det sker, samtidig med at selskaberne PKA, AP Pension og Nordea Liv trækker sig ud af skov, fordi det siden finanskrisen har været en elendig forretning at eje skov.
»Det er svært at komme med et præcist afkasttal, men i de senere år har det svinget omkring nul,« siger Søren Tang Christensen, der er chef for alternative investeringer i Nordea Liv.
I PKA er adm. direktør Peter Damgaard Jensen også skuffet over afkastet, men endnu værre er det ifølge PKA-direktøren, at hele argumentet for at købe skov er forduftet.
»Man siger, at en skov har den fordel, at man bare kan lade den vokse og gemme træet til gode tider, men vi har altså endnu ikke set den effekt,« siger Peter Damgaard Jensen.
Ifølge tal fra det danske skovinvesteringsselskab IWC, der bl.a. rådgiver Lærernes Pension, har de amerikanske skove i gennemsnit kun givet 1,4 pct. i afkast om året siden 2009. Hvis det svarer til lærernes afkast på skov, kunne pensionskassen have tjent flere hundrede millioner kroner mere om året på at investere pengene i globale aktier. Det svarer til, at mange lærere siden finanskrisen er gået glip af titusindvis af kroner.
Alligevel forsvarer IWC’s adm. direktør Otto Reventlow skovinvesteringer.
»Alle synes, at det har været skuffende. Men der er også mange investorer, som tror på, at man er kommet videre og begynder at levere solide afkast igen,« siger han.


