Fortsæt til indhold

Aarhus-rigmand i magtopgør i krisebank: Tabte med et brag

Aarhus-rigmanden Henrik Lind forsøgte forgæves at kuppe bestyrelsen i Danske Andelskassers Bank på en ekstraordinær generalforsamling mandag aften.

Finans

Et højdramatisk opgør blev mandag aften udkæmpet i hallen i Hammershøj.

På en ekstraordinær generalforsamling i Danske Andelskassers Bank (DAB) forsøgte den aarhusianske rigmand og storaktionær, Henrik Lind, forgæves at kapre en del af magten i bestyrelsen.

Henrik Lind fik ikke valgt et eneste af sine tre forslag til en ny bestyrelse, mens den siddende bestyrelsen fik valgt samtlige sine forslag.

DAB havde flyttet arrangementet til den lokale hal, fordi begivenheden tiltrak et meget stort antal aktionærer. Omkring 700 personer havde tilmeldt sig.

Generalforsamlingen gik i gang kl. 17.00, og ifølge formand Jakob Fastrup var de beslutninger, der skulle træffes, nogle af de »væsentligste i bankens historie«.

Indledningsvis skulle aktionærerne stemme om to vedtægtsændringer. Dog først efter en prøveafstemning om temaet: Får vi hvid jul i år?

Det mente 90,69 procent af aktionærerne.

De to vedtægtsændringer, der handlede om afskaffelse af aldersgrænsen og repræsentation af uafhængige og revisionskyndige bestyrelsesmedlemmer i bestyrelsen, blev vedtaget med endnu større majoritet.

Den primære baggrund for dagens ekstraordinære generalforsamling var dog utilfredshed med den siddende bestyrelse hos Aarhus-rigmanden Henrik Lind.

Henrik Lind blev via sit investeringsselskab, Lind Invest, storaktionær i DAB i december 2015 i forbindelse med en aktieemission. Få måneder senere skuffede selskabet med en nedjustering, og manøvren fik Henrik Lind til at miste tilliden til bankens bestyrelse.

Aarhus-rigmanden Henrik Lind forsikrede, at en fusion eller et salg af Danske Andelskassers Bank ikke var på tegnebrættet. Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup

»Inden vi investerede, havde vi lavet en forventningsafstemning med ledelsen, og den markante nedjustering var en stor skuffelse,« sagde Henrik Lind på generalforsamlingen.

Efterfølgende blev han kontaktet af Spar Nord Bank, der var interesseret i at købe DAB, og den nordjyske bank skal have indikeret en pris svarende til det dobbelte af DAB's daværende aktiekurs.

Lind gik til DAB's bestyrelse, der dog aldrig orienterede aktionærerne om tilnærmelserne fra Spar Nord Bank, og det har fået Lind til at rejse tvivl om, hvor vidt bestyrelsen reelt arbejder for aktionærerne.

»Vi synes, der er behov for nye kompetencer,« sagde Henrik Lind, der efterlyste en bestyrelse, der afspejler aktionærsammensætningen.

Han stod sammen med den hollandske fond, Farringdon, bag kravet om den ekstraordinære generalforsamling, hvor de forsøgte at få valgt tre nye medlemmer til den otte mand store bestyrelse (eksklusiv tre medarbejdervalgte).

Oprindeligt havde Lind forslået fem kandidater, men siden havde to af dem trukket kandidaturet, så han kunne altså ikke opnå flertal i bestyrelsen uanset hvad.

Den nuværende bestyrelse havde taget kampen op, og den opfordrede aktionærerne til at holde fast i den eksisterende strategi, der bl.a. handler om »at bevare banken som et selvstændigt pengeinstitut med stærk lokal forandring.«

Dermed var den ekstraordinære generalforsamling blevet gjort til et spørgsmål om selve bankens overlevelse.

Henrik Lind understregede dog, at han er langsigtet aktionær.

»En fusion er ikke på tegnebrættet, og det ville i øvrigt også kræve godkendelse fra to tredjedele af aktionærerne. Jeg er ked af, at bestyrelsen ikke er bredt sammensat, for det vil også skabe arbejdsro,« sagde han.

Bestyrelsesformand Jakob Fastrup betvivlede Henrik Linds motiver.

»Det undrer mig, hvorfor du ikke kunne vente indtil den ordinære generalforsamling. Det, der er sket med den ekstraordinære generalforsamling, er skadeligt for banken. Vores medarbejdere har brugt en stor del af deres tid på spørgsmål fra kunder, som er opskræmt af pressepolemik. Dermed har du faktisk skadet banken og dine egne interesser,« sagde han.

Flere aktionærer ville vide, om der havde været et tilbud på banken.

»Der er ikke fremkommet noget tilbud. Gør der det i fremtiden, bliver det offentliggjort,« svarede Jakob Fastrup.

Henrik Lind ejer omkring 20 procent af aktierne, mens Farringdon sidder på 5,5 procent, og han fik altså ikke tilstrækkelig opbakning fra andre aktionærer til at få indflydelse, og han lagde ikke skjul på sin skuffelse efter generalforsamlingen.

»Bestyrelsen har valgt at overhøre aktionærer, herunder den største aktionær, og dem, der kom med penge, da der virkelig var en brændende platform. Det gør mig ærgerlig,« sagde han.

Han fortalte, at han flere gange har været i dialog med bestyrelsesformanden for at få indflydelse, og derfor var den ekstraordinære generalforsamlingen indkaldt som en sidste løsning - der altså også glippede for den aarhusianske rigmand.

Henrik Lind sagde, at han tager afgørelsen til efterretning, og han vil »summe over«, hvad der nu skal ske.

»Det er ærgerligt for banken, at der ikke er skabt ro,« sagde han, men afviste samtidig, at han vil skabe mere uro for banken - og at han det i det hele taget var ham, der havde skabt uroen ved at indkalde til den ekstraordinære generalforsamling.

Henrik Lind ville ikke spekulere nærmere i, hvad næste skridt kan være, men umiddelbart har han ingen planer om at sælge sine aktier.

»Vi har tilkendegivet, at det for os er en langsigtet investering, og det har dagens resultat ikke ændret på,« sagde han.

Artiklens emner
Spar Nord