Alm. Brand angriber storbankers lukrative milliardindtjening med fuldtonet gebyrstop
Banker og investeringsforeninger høster over 10 mia. kr. om året i gebyrer fra private investorer. Nu sløjfer Alm. Brand det mest udskældte gebyr formidlingsprovision.
Med et opsigtsvækkende gebyrstop lægger den traditionsrige finanskoncern Alm. Brand massivt pres på Danske Bank, Nordea og resten af den danske investeringsbranche. Som den første bank herhjemme har Alm. Brand valgt at droppe det omdiskuterede rådgivningsgebyr formidlingsprovision, som i årevis er blevet kritiseret for at være en gratis indtjeningsmaskine for bankerne.
»Der er ingen tvivl om, at dette er en løsning, der går ud over vores indtjening på den korte bane. Til gengæld tror jeg, at det kan trække nye kunder til, så vi med tiden kan tjene flere penge på at levere en mere transparent og billigere løsning,« siger Jacques Skovgaard, investeringsdirektør i Alm. Brand.
Med den nye gebyrmodel vil Alm. Brand gøre det muligt for gør-det-selv-investorerne at spare op i alle koncernens investeringsfonde uden at være tvunget til at betale for en rådgivning, som de ikke ønsker. Det står i skærende kontrast til de store banker, der fortsat vil tage formidlingsprovision på fonde, selv om kunden ikke får nogen rådgivning for pengene.
Alm. Brand har endnu ikke offentliggjort de nye priser, men for en kunde med 1 mio. kr. på investeringskontoen vil der være flere tusinde kroner at spare om året.
Seniorøkonom i Forbrugerrådet Tænk Troels Holmberg mener, at det er på høje tid, at der er aktører i markedet, som gør op med formidlingsprovision.
»Det er glædeligt, hvis Alm. Brand nu går en anden vej, og det udstiller gebyrskruen i de store banker og investeringsforeninger. Det er stærkt problematisk, hvis de stadig ikke vil tilbyde almindelige kunder at købe fonde uden formidlingsprovision,« siger Troels Holmberg.
Udmeldingen fra Alm. Brand er en reaktion på EU’s nye Mifid II-regler, der bl.a. skal sikre, at alle bankernes og investeringsforeningernes gebyrer bliver synlige og værdiskabende for kunderne.
Ifølge analysehuset Morningstar betalte privatkunderne i 2016 rekordhøje 10 mia. kr. i samlede løbende omkostninger for investeringsfondene. Morningstars chefanalytiker, Nikolaj Holdt Mikkelsen, håber, at Alm. Brands nye gebyrmodel kan være med til at presse priserne ned, når landets 832.000 privatinvestorer finder ud af, hvad de rent faktisk betaler i omkostninger.
»Det er mig bekendt første gang, at en bank med en så klar udmelding sløjfer formidlingsprovisionen. Så må vi se, om det det kan skubbe markedet,« siger han.
I Danske Bank og Nordea har man ikke tænkt sig at lade sig presse af Alm. Brand til at skrotte formidlingsprovision på de eksisterende fonde.
»Jeg har ingen kommentarer til Alm. Brands løsning. Vores tiltag understøtter fuldt ud de krav om transparens, som der ligger i lovgivningen,« siger Danske Banks direktør for kundeløsninger, Sune Worm Mortensen.
Danske Bank har meldt ud, at den på torsdag lancerer et nyt billigt tilbud til de private investorer med den digitale investeringsportal June.