Hvad med en global fællesvaluta?

Det er nærved en forslidt sandhed, at deltagelse i eurosamarbejdet forværrede krisen i Grækenland. Eftersom Grækenland ikke har sin egen valuta, kunne det ikke forbedre sin konkurrenceevne og øge sin vækst ved at devaluere, lyder det. Nok er devaluering et værdifuldt redskab, men jeg tror, at det ville være til gavn for de fleste lande og virksomheder, dersom verden og ikke blot Europa indførte en fælles valuta.

Nutidens fragmenterede finansielle verden er uretfærdig. På den ene side er der Danmark, der har en så stor valutabeholdning, i egen mønt samt i fremmedvaluta, at Nationalbankens toneangivende indlånsrente er minus 0,75 pct., og virksomhederne overvejer at betale for meget i skat, fordi Skat betaler en procentgodtgørelse på 1 pct. på overskydende skat. På den anden er der Grækenland, som har måttet begrænse borgernes mulighed for at hæve kontanter til 60 euro om dagen grundet alvorlig pengemangel.

Tag Apple, der har en enorm bunke penge, som nærmest ikke giver noget i afkast. Virksomheden lå inde med ca. 160 mia. dollars i marts 2014 og fik 1,795 mia. dollars i rente og udbytte samme år – det er mindre end 1 pct., når man tager i betragtning, at Apple er blevet ved med at øge sin pengebeholdning. Og der er virksomheder, ja hele lande, der ville give hvad som helst for at kunne låne til den rente – men er tvunget til at acceptere langt højere satser, og det ikke nødvendigvis kun fordi de er risikobehæftede låntagere, men fordi de ofte påvirkes negativt af risikoafvejninger, der ikke har det store med virkeligheden at gøre.

Før finanskrisen i 2008 tiltog den finansielle globalisering – defineret som internationale kapitalbevægelser – delvist fordi investorer undervurderede risikoen. Efter nedturen på ejendomsmarkedet stod det klart, at ratingbureauerne ikke var investorer nogen større hjælp til at foretage den slags risikoafvejninger, og at der skulle lokal viden og specialviden til for at træffe fornuftige beslutninger. Det blev kun bekræftet af gældskrisen i Europa. Investeringer på tværs af landene aftog betydeligt:

Trods snakken om globalisering og dennes skadevirkninger flakker penge ikke rundt i verden for at afsøge muligheder. Normalt bliver de hjemme. Selv nogle af de registrerede internationale kapitalbevægelser i verden er faktisk indenlandske investeringer, der er foretaget i skattely. Intet under at direkte investeringer er den mest stabile komponent i kapitalbevægelser fra land til land: Virksomheder og enkeltpersoner, der investerer i særlige projekter, gør deres hjemmearbejde på mikroniveau, så de har formentlig de bedste oplysninger.

Generelt varierer landes finansielle systemer, politiske og makroøkonomiske risici imidlertid så meget, at der sker fejltagelser, selv når en udenlandsk investor har råd til en detaljeret og god analyse. Det illustreres af obligationsguruen Michael Hasenstabs investering i ukrainske statsobligationer for det amerikanske investeringsselskab Franklin Templeton: Transaktionen blev grundigt analyseret, og Hasenstab tog til Ukraine i fjor for at tale med embedsmænd og andre af betydning for investeringen, men Ukraine vil nu have ham til at acceptere en nedskrivning på 40 pct. som led i den redningsplan for Ukraine, som Den Internationale Valutafond (IMF) forestår.

For at sikre en mere ligelig fordeling af finansielle ressourcer verden over ville der være fornuft i at mindske landespecifikke risici. I så henseende ville man komme langt, hvis man fjernede pengepolitikken fra de enkelte lande. Valutarisiko ville forsvinde – den samme møntenhed ville blive brugt alle steder – og der ville være et ensartet rentemiljø. Bestemte låntageres kreditværdighed ville være investorernes største kilde til bekymring. Det er stadig en betydelig ubekendt, og der ville altid være kup, revolutioner, korruption, svindel og dårlig ledelse i tilstrækkeligt omfang til at torpedere de bedste modeller. Der ville dog være langt mindre at bekymre sig om.

De ca. 140 valutaer i verden gør somme tider internationale kapitalbevægelser risikable. Schweiz og Danmark har begge været ramt i år af deres forpligtelser over for deres egen valuta. Muligheden for at kunne devaluere er rar, men den er illusorisk langt hen ad vejen: Det kan bidrage til at skabe balance på et budget, sænke gældsniveauet og gøre eksporten mere konkurrencedygtig, men det går ud over menigmand i form af høj inflation.

Ved at give afkald på retten til at trykke egne penge står de forskellige lande til at tabe mindre og mindre. Og de har måske brug for den disciplin, som en udefrakommende pengepolitisk instans pålægger. Et land, der er afhængigt af en bestemt råvare – f.eks. olie – er fristet til at bruge penge, når prisen på den råvare er høj; visheden om, at en devaluering ikke er mulig, når prisen falder, vil få et sådant land til at gemme store ekstraordinære fortjenester til dårlige tider i stedet.

Hvis verden kun havde én valuta, ville de problemer, som euroen uforvarende forårsagede, ikke blive gentaget. Tyske banker var alt for villige til at låne til projekter i periferien af EU, fordi de følte, at de kunne stole på medlemmerne af den samme eksklusive valutaklub, og fordi euroen gjorde investering i EU næsten problemfri; en fordel, som resten af verden ikke havde. Hvis der kun var én valuta i verden, ville problemerne forsvinde.

Selvfølgelig er der spørgsmålet om, hvem der skulle forvalte den globale centralbank. Det ville USA gerne – dollaren er det tætteste, vi kommer en global valuta – men modstand fra andre globale aktører ville lægge sig hindrende i vejen. Her er det, at Bitcoin eller lignende bliver interessant: Et decentraliseret system, der fungerer uden synderlig menneskelig indblanding. Der kunne opstilles misbrugsregler, for at forhindre at nogen sætter sig på markedet, men systemet ville regulere sig selv.

Det er selvfølgelig en naiv idé. De problemer, et sådant projekt kunne få, lader sig ikke opgøre; ej heller de tekniske udfordringer. Men dette luftkastel er en påmindelse om, hvor vanskelig og kompliceret europrojektet er. De, der straks afskriver det som en fiasko, viser det ikke tilstrækkelig respekt. Vel har der været skuffelser, og nogle lande kan måske ikke blive ved med at være med, men deltagerne i europrojektet høster erfaring, der måske en skønne dag sætter os i stand til at vurdere, hvordan vi kan bringe hele verden tættere sammen.

© Bloomberg View