Ny boss i Jet Time skal sætte fart i genopretningen
Jørgen Holme har en lang erfaring fra luftfarten. Han skal have fuld fokus på at genskabe lønsomheden i kriseramt flyselskab.
Jørgen Holme overtog en bundet opgave, da han i dag med kort varsel blev udnævnt til ny direktør i Jet Time. Der skal mere fart og retning på genopretningsplanen for det kriseramte flyselskab, som sidste regnskabsår havde et ab på 142 mio. kr.
Den 55-årige adm. direktør har som ballast en lang erfaring fra luftfarten, hvor han senest var chef for flyselskabet Atlantic Airways. Også her trådte han til med kort varsel i 2013.
»Min opgave er at bidrage med energi og motivation til at få gennemført den plan, som allerede er på plads. Jeg glæder mig til et spændende og også nødvendigt arbejde med at gøre Jet Time til en lønsom virksomhed,« siger Jørgen Holme.
Min opgave er at bidrage med energi og motivation til at få gennemført den plan, som allerede er på plads.Jørgen Holme, adm. direktør i Jet Time A/S.
Han mødte første gang personalet i dag efter afskedigelsen af Teddy Zebitz, der tiltrådte som topchef i jet Time ved årsskiftet. Den nye topleder er ansat til at eksekvere og udføre den allerede vedtagne strategi i samarbejde med bestyrelsen.
»Jeg hopper på toget, og jeg er sikker på, at den plan, som er lagt, kan føres ud i livet i samarbejde med mine kolleger og den øvrige ledelse. Det skyldes ikke mindst den store opbakning fra ejerne,« siger Jørgen Holme.
Han har tidligere arbejdet for fire forskellige flyselskaber.
Før topposten i Atlantic Airways, som han havde i to år, arbejdede Jørgen Holme på flere lederposter i SAS. Tidligere var han direktør i SAS' spanske datterselskab Spanair, og han har i to år haft job i Air Greenland. Han har desuden erfaring fra den finansielle sektor, da han i to år var chef for SEB Kort Bank Danmark.


