Fortsæt til indhold

Aktier i Asien: Positive vinde fra USA smitter af over en bred kam

Aktier
/ritzau/FINANS

Mandagens positive takter fra Wall Street, som nød godt af et indgået budgetforlig mellem de amerikanske politikere, bidrager til en positiv handel på de asiatiske aktiemarkeder tirsdag.

I Japan stiger Nikkei-indekset 1,3 pct., mens det bredere Topix-indeks lægger fra med 1,0 pct. Nogenlunde samme stigninger er der i Kina, hvor Shanghai Composite stiger 0,9 pct og CSI 300-indekset 0,8 pct. Alt imens kan Hongkongs Hang Seng-indeks øge med 1,3 pct.

Også MSCI's brede aktieindeks for Asien-Stillehavsområdet uden for Japan har en god tirsdag, da indeks løfter sig med 0,5 pct.

På selskabssiden nyder langt de fleste aktier godt af den politiske enighed i USA, som sikrer, at mange tusinde offentligt ansatte igen kan gå på arbejde med løn.

Omvendt bidrager politiske vinde fra USA også til at hæmme nogle af de asiatiske aktier, da selskaber, som arbejder inden for husholdningsapparater og solenergi, får et tilbageslag, efter at Donald Trump har præsenteret et ønske om at indføre nye takster på importerede solpaneler og vaskemaskiner.

Det går blandt andet ud over sydkoreanske Woongjin Energy, som arbejder inden for solcelleindustrien, og selskabets aktie dykker med 2,1 pct.

I forhold til de øvrige markeder i Asien ligger Taiwans Taiex-indeks uden de store ændringer, og Singapores Strait Times-indeks stiger med 0,5 pct., mens Sydkoreas Kospi-indeks øger med 1,4 pct., og Sydneys ASX-indeks ryger op med 0,8 pct.

Indeksværdi kl. 6.30.