Europa/aktier: Råvareselskaber presser Stoxx 600 ned
Det europæiske aktiemarked svinger omkring nulpunktet tirsdag, hvor indledende stigninger er blevet udvandet først på eftermiddagen.
Stoxx 600-indekset ligger uændret, DAX-indekset stiger 0,4 pct., FTSE 100-indekset ligger 0,1 pct. højere, mens det franske CAC 40-indekset halter efter med et fald på 0,2 pct.
Stoxx 600 er trukket ned af råvareaktierne, som er under pres efter et fald i kobberprisen, og det rammer selskaber som Anglo American, Antofagasta og Glencore, som falder 2-3 pct.
Derudover er der fokus på schweiziske Logitech, som blandt andet producerer tastaturer og mus. Selskabet har offentliggjort salgstal for tredje kvartal, der var bedre end ventet.
Selskabet nåede et salg på 812 mio. dollar i kvartalet, mens analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet en toplinje på 754,3 mio. dollar.
Samtidig har Logitech opjusteret forventningerne til hele regnskabsåret, så det nu sigter efter en vækst på 12-14 pct. mod tidligere 10-12 pct. Aktien ligger øverst i Stoxx 600 med en stigning på 5,5 pct.
Der er også købsinteresse i den franske supermarkedskæde Carrefour, som tirsdag har offentliggjort planerne for en langsigtet strategi, hvor det blandt andet skærer 2400 stillinger i hovedkvarteret og investerer 2,8 mia. euro i at øge sit netsalg. Aktien stiger 5 pct.
I bunden af Stoxx 600-indekset er der klø til betalingsselskabet Wirecard efter en historie i mediet Southern Investigative Reporting Foundation om, at et opkøb i Indien i 2015 ikke er gået efter bogen, da en stor del af købesummen på 340 mio. euro ikke gik til sælgeren.
Aktien faldt en overgang mere end 12 pct., men har rettet sig til et fald på 5 pct., efter at selskabet har afvist alle beskyldningerne i historien.
