Markedsoversigt: Let stigende aktier og rolige renter
De danske aktier steg tirsdag, mens statsrenterne holdt niveauet, selv om der i lang tid var tendens til vigende renter.
Blandt aktierne fik Genmab og Tryg en hård medfart, da deres finansielle resultater ikke levede op til forventningerne blandt investorerne.
Nedturen var med til at lægge en dæmper på udviklingen i C25-indekset, som lukkede 0,1 pct. højere i 1165,54 - trukket op af Mærsk, Novo Nordisk og Lundbeck.
Genmabs amerikanske partner Johnson & Johnson offentliggjorde salgstal for kræftmidlet Darzalex i fjerde kvartal, og det landede på 371 mio. dollar, hvilket ifølge ABG Sundal Collier var 21 mio. dollar lavere end ventet. Aktien faldt 3,2 pct. til 1133 kr.
- Salget var mindre end forventet, og det overrasker mest, at momentum i den amerikanske forretning ikke er alt for god, da salget kun vokser 5 pct. i forhold til kvartalet før, siger aktiechef Tue Østergaard fra ABG Sundal Collier til Ritzau Finans.
Tryg-aktionærerne blev ligeledes fattigere i tirsdagens handel efter et regnskab for fjerde kvartal, hvor toplinjen på 4488 mio. kr. var 24 mio. kr. lavere end ventet, mens bundlinjen på 527 mio. kr. var 51 mio. kr. under forventningerne ifølge estimater fra Ritzau Estimates. Aktien faldt 3,2 pct. til 149,30 kr.
I den anden ende af C25 var Mærsk i fokus, da selskabet ifølge Berlingske Business er på vej mod et salg af Maersk Drilling, som ifølge avisen står til at blive opslugt af A.P. Møller Holding og en unavngiven industripartner. B-aktien steg 2,3 pct. til 11.245 kr.
Derudover var flere aktier i fokus som følge af nye anbefalinger. TDC, Novo Nordisk og Nordea steg alle efter løftede anbefalinger, mens Danske Bank faldt efter en sænket anbefaling.
Blandt obligationerne var der tendens til rentefald på de fleste europæiske markeder tirsdag, hvor en forsigtig japansk centralbank ifølge flere markedsdeltagere spillede ind.
Ifølge Reuters var der spekulationer om, at Bank of Japan (BOJ) ville bløde lidt op i sin retorik i forbindelse med tirsdagens rentemøde, hvilket kunne øge forventningen om, at Den Europæiske Centralbank (ECB) også løsner op på sit møde torsdag.
Men BoJ-topchef Haruhiko Kuroda gentog, at en lempelig pengepolitik fortsat er nødvendig for at nå bankens mål om en årlig inflation på 2 pct.
I Danmark faldt renten på den tiårige statsobligation op mod 2 basispoint fra morgenstunden, men den rettede sig i løbet af dagen og endte uændret i 0,58 pct. Hos kollegerne i Tyskland, Frankrig og Holland faldt renterne cirka 1 basispoint.
Renterne har i starten af 2017 nydt godt af rygter om, at centralbankerne i Europa og Japan vil sætte en stoppe for deres obligationsopkøb tidligere end hidtil antaget.
- Markedet kigger efter indikationer af, at der i marts (ved næste rentemøde) vil komme nogle ændringer, siger strateg Benjamin Schroeder fra hollandske ING til Reuters.
