Fortsæt til indhold

Mandagens aktier: Ørsted til vejrs på USA-nyt i svagt negativt marked

Aktier
/ritzau/FINANS

Der var mandag medvind til Ørsted, som steg 4,8 pct. til 579 kr., på en dag hvor det danske C25-indeks fulgte i hælene på en svagt negativ aktiestemning på tværs af Europa og faldt marginale 0,04 pct. til 1129,26.

Plusset til Ørsted-aktien kom, efter at energikoncernen fredag efter det danske markeds lukning vandt en budrunde om at opføre en havvindpark i New Jersey, USA, på 1100 megawatt (MW).

- Ørsted vil rigtig gerne ind på det amerikanske marked, og nu vinder selskabet så den pt. største budrunde over store olieselskaber, så det er fair, at aktien stiger, vurderer Nikolaj Holmsgaard, ansvarlig for aktiehandel hos ABG Sundal Collier.

Oven på sejren i USA løftede Danske Bank sin anbefaling af Ørsted-aktien til "køb" fra "hold", ligesom kursmålet blev løftet med 120 kr. til 640 kr.

I den anden ende af det danske eliteindeks endte mandag Danske Bank-aktien med et fald på 3,1 pct. til 100,70 kr. Banken opsagde mandag bankdirektør Jesper Nielsen, der frem til juni var vikarierende topchef i banken.

Det skete som følge af en sag, hvor 87.000 danske kunder skal have 400 mio. kr. i erstatning og kompensation for for meget betalt gebyr på investeringsprodukter. Jesper Nielsen havde på daværende tidspunkt ansvar for de danske bankaktiviteter.

- Det er én sag blandt efterhånden mange, og man kunne måske have håbet på, at man havde revet plasteret af og var nået i bunds, men åbenbart ikke. Det er ærgerligt, vurderer Nikolaj Holmsgaard.

DRILLING DEBUTEREDE I C25 MED LILLE PLUS

Ligeledes i bunden af eliteindekset endte Ambu mandag med et fald på 3,1 pct. til 92,48 kr. Faldet kom ifølge Nikolaj Holmsgaard i kølvandet på negative skriverier i pressen, som pressede aktien.

- Dagbladet Børsen bragte blandt andet en historie med selskabets innovationschef, som var ude at sige, at han aldrig havde set kommerciel værdi i det her SC210-koloskop (som Ambu valgte at udfase sidste uge, red.). Der havde markedet i hvert fald en anden opfattelse, siger han.

Vestas kunne mandag annoncere en italiensk ordre på 18 MW. Det kom dog også frem, at den spansk-tyske konkurrent Siemens Gamesa skal levere møller på 900 MW til Ørsteds havvindmølleparker Greater Changhua 1 og 2 i Taiwan. Vestas-aktien faldt 0,5 pct. til 589 kr.

Den nyslåede C25-aktie, Maersk Drilling, som på børsen går under navnet The Drilling Company of 1972, endte mandagen med et fald på 0,1 pct. til 486,60 kr.

Efter at aktien har fortrængt Sydbank-aktien fra eliteindekset, har Nordea indledt dækning af aktien. Det er sket med anbefalingen "køb" og kursmål på 685 kr.

DSV endte med grønne tal mandag, da aktien i transportgiganten steg 1,0 pct. til 636 kr. Barclays skruede mandag op for sit kursmål for aktien til 750 kr. fra 635 kr. Anbefalingen "overvægt" blev gentaget.

Uden for det danske eliteindeks var der mandag fokus på ALK-Abéllo, efter at vaccineselskabet kunne fortælle, at det har indsendt en registreringsansøgning til de canadiske myndigheder for selskabets tabletvaccine mod træpollenallergi. Aktien lukkede mandag 3,6 pct. lavere i 1554 kr.